Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjennem Brændinger til Havn 1841—48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Til Skoven søger han, til Ensomheden, og yndigt
udsynger han da sit Vemod og sin Længsel (Nr. 15):
Jeg gik mig i Skoven saa ensom en Gang,
alle de smaa Fugle saa yndeligt sang,
de havde ej Andet at bestille;
der kvad Stillids, og der kvad Gjøg,
der slog højt i den hvislende Bøg
en Irisk sin sitrende Trille.
Da tænkte jeg paa Hende, som er ikke her,
da tænkte jeg paa Hende, mit Hjærte har kjær,
og jeg tænkte, det Bedste jeg kunde;
og Alting omkring mig, det tænkte som jeg,
den gamle Eg og Granen, der brystede sig,
og alle smaa Fugle i Lunde.
Og Alt vilde trøste mit længselsfulde Sind;
fortroligt mig hvisked den letsindige Vind
de luneste Ting i mit Øre;
og Stæren mig sagde saa meget — meget Smukt;
med Længslen de kunde dog ikke faa Bugt,
den lod, som den ej kunde høre.
Saa vil jeg da længes med alle Blomster blaa,
saa vil jeg da sværme med alle Fugle smaa
og sukke med de svævende Vinde;
saa vil jeg da vandre min ensomme Gang,
saa vil jeg indvie hvert Suk og hver Sang
og min inderlige Smerte til hende.
O, var Du her i denne By,
og gik Din Fod paa disse Stene,
jeg kunde dog i Sværmens Ly
hver Dag Dit Billed huldt forny —
men, ak, jeg sørger her alene!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
