Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjennem Brændinger til Havn 1841—48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vi græd, endskjøndt vi vidste,
at Alt jo var os forladt,
at dette var Dødens sidste
og Livets første Nat.
Saa sagte jeg Dig fortalte
Alt, hvad jeg havde liidt;
undseligt Du mig afmalte
den Kamp, Du havde stridt.
Mens henrykt ved Din Side
jeg sad og saae med Lyst
Alt, hvad Du maatte lide,
det lettedes fra Dit Bryst.
Lad os rejse! Lad os vandre!
Lad os fjærnt i Verden gaa!
Lad os, enige med hverandre,
evigt Stedet kun forandre,
hvor vor Elskovsblomst tør staa.
— — — — — — — —
O, saa kom, min Elskerinde!
Kom og glem Dit Hjærtes Kval!
Vil Du? — Trofast skal Du finde
mig paa Fjældets stolte Tinde
som i stille Skyggedal.
Jeg agter føje Verdens Dom
ved mine Udbruds røde Æmmer;
og, spørges der, hvorfra de kom,
og Hvem de Funker sværmer om,
jeg tavs og trofast Svaret gjemmer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
