Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjennem Brændinger til Havn 1841—48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun vogter hver en Plante ømt,
hvis Frø hun ham har givet,
. saa Hvad han mener kun var drømt
skal bære Frugt i Livet.
Saa trykker hun ham til sit Bryst
med Vemod og med Glæde
og skjænker ham saa sød en Trøst,
ifald han vilde græde. —
Et Baand, et helligt, er der lagt
imellem ham og hende;
ej Verdens Bud, ej Himlens Magt
kan skille disse Tvende.
Paa hint usynlig stærke Baand,
som Engle trygt bevare,
gaa Tankerne fra Aand til Aand
lig Demantperler klare.
Men dybt vil præges i hans Barm
hvert Ord, og hendes Stemme
har tændt hans Sjæl en Fakkel varm,
som aldrig han vil glemme.
Og Gud bevare vil den Skrift,
den hellige Kjærtes Lue,
og naadigt svække hver en Gift.
som vilde hans Hjærte true! —
Nu har jeg sjunget! — Sorrigmat
mit Strængespil jeg slænger;
ustandset i den tavse Nat
min Taares Væld fremtrænger.
At saadanne Digte ere udsprungne af den ærligste,
dybeste, ømmeste Følelse, og at de inderligt maatte røre
en Moders Hjærte, er tydeligt nok. Et yderligere Beviis
for, hvorledes Smerten i dette Forhold har gjennemtrængt
Chr. Winther, og endvidere et Beviis for, hvorledes hans
Oplevelser blev til Digtning, og tilsidst et Beviis for, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
