Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjennem Brændinger til Havn 1841—48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men den skal ligge dybt begravet
som den fra evig Tid var dad!
Nu er — som Stjærnen op af Havet —
min Fremtid, rigt med Glans begavet,
af Dine Taarers Stram jo fød.
Han skildrer, hvorledes hans rige Natur var bleven gold,
hvorledes Alt var blevet tomt og øde, Mulm og Stilhed,
saa at Livet, Tanken og Haabet døde; og da siger han1):
Naar fordum ret en øde Egn
for Livets Sæd man tog i Eje,
da bar man foran Korsets Tegn —
det lysned alle mørke Veje;
det rensede hvert giftigt Dyb,
de vilde Udyr skjalv og frygted;
for Himlens Banner Mørkets Kryb
svandt — som Fantomer — hen og flygted.
Dit Kors er Rosen i Din Ha and,
Din Stemme er en hellig Salme,
dens Klang er Frelsen for min Aand,
og Rosen — vil jo aldrig falme?
O Elskede, Din Kjærlighed
fra Undergang mig har udrevet,
og uden Dig, forvist jeg veed,
jeg hverken sang, ej heller leved.’2)
Han siger hende, hvorledes de ville føre deres Liv
sammen3):
Ud af Hjærtet vil vi feje
Alt, hvad der er slet og smaat,
samle paa vor Vandrings Veje
os et broget, kostbart Eje
af Hvad der er stort og godt.
At hans Julie forstod at nyde og paaskjønne hans
Digte, er sikkert; Poesiens Røst, naar den hørtes i
ægte-l) Nr. 33. 2) Nr. 38. 8) Nr. 11.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
