Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskabsperioden 1848—76
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han kalder hende sin velsignede Kone, og hvert Minut,
han lever, takker han Gud for den Naade, han har
værdiget ham: at staa hende saa nær1). — Naar han
saa tilsidst gjennem utallige Udtalelser har søgt at male
hendes Billede, maa han alligevel — som før
Brylluppet — give tabt overfor denne „huldt fortryllende
Natur"2). Han betragter sin Skildring og siger saa3):
Men se, det var dog Skyggen kun,
en svag Reflex af Hjærtets Grund,
en Duft kun fra en Honningkube,
et Stev kun fra en gylden Grube,
men ikke Det, som jeg har villet;
og Alt, hvad jeg mig voved til,
blev som et natligt Alfespil,
hvor mig Titania fik drillet.
Jeg greb og — greb; men ej tilfreds
jeg blev ved nogen Fangst dog stillet,
jeg skammed mig, og halv forvildet
jeg stod som i en Tryllekres.
Og aldrig blev mig mere klar
den Sætning, som jeg aabenbar
.. har-gjort til min: „Det Virkelige,
hvori sin egen Rod man har,
ej tvinges ind i Sangens Rige".
Og aldrig har jeg felt det bedre,
end naar jeg sad hos Dig, min Viv,
at det umu’ligt er et Liv
at give Glans ved Svanens Fjedre —
et Liv, der selv er Poesi
med Kjærlighed, med Sorg og Lykke,
et venligt Genre-Maleri
med Lys og hver nedvendig Skygge!
I slig en kunstlet Form at sige
det ganske Ubeskrivelige,
hvori mit Væsen, evig bundet,
gaaer op — det har jeg aldrig kunnet!
J) Breve fra og til C. W., S. 230. 2) Sml. Digtn. III, S. 230.
8) Smsteds S. 231—32.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
