Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskabsperioden 1848—76
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da var jeg stærk som Bjørnen
og som et Raadyr rap:
jeg svang mig op med Ørnen,
nu kan jeg krybe knap.1)
Da Sophokles var bleven gammel, sagde han: „Jeg
takker Himlen for, at jeg ikke mere er i Elskovs
mægtige Lænker, og jeg anseer det for den største
Lyksalighed af Verden"; og vor danske F. C. Stbbern siger2):
„Giv mig mange Aar at leve i, at jeg kan vorde
Olding, at jeg ikke skal gaa heden i en Tid, da jordisk
Sorg endnu fylder mit Hjærte og Solen staaer over min
Isse, men at jeg, bortdød fra al Brynde og Begjær —
— ak, leve kunne vi nu eengang ikke uden at brænde,
— kan i den rolige Aften skue roligt hen paa Livet og
med glad Hjærte lade Dig sørge for Alting, Herre!“.
Saa vidt var Winther ikke kommen; han saae ikke
roligt paa Livet, og han ønskede ikke at dø. Da han
fyldte sit to og halvfjerdsindstyvende Aar, udbrød han3):
„Det er rædsomt! Nu er der kun kort Tid tilbage,
inden Enden kommer"; saaledes følte han det, han, som
sagde om sig selv, at han var viet til evig Ungdom4),
han, som havde ladet Folmer synge5):
O, Livet er dog yndigt,
ak, men det er saa kort!
Det var dog altfor syndigt,
om snart jeg skulde bort,
og som selv havde sunget6):
J) En Saml. Vers, S. 54. 2) Strøtanker i Hauchs „Iris", 1819,
S. 188. 8) Breve fra og til C. W., S. 148. 4) Sml. Digtn. X, S. 45.
5) Smsteds VII, S. 249. •) En Saml. Vers, S. 32.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
