Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Falk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 JOSEPH CONRAD
forsøgte paa at smile. Dette skyldtes imidlertid ikke nogen
som helst Tungsindighed hos hende, det var blot den unge,
alvorlige Piges Tilbageholdenhed.
Hermann fortalte mig en Dag, at de havde haft hende
hos sig de sidste tre Aar for at hun kunde hjælpe til med
Børnene og være til Selskab for Fru Hermann. Det havde
været højst nødvendigt, dengang Børnene var ganske smaa.
Det var hendes Arm og Hoved, jeg havde set et Glimt af en
Morgen, da hun stod bøjet over Fuksierne og Resedaerne,
men da jeg første Gang saá hende i hel Figur, overgav jeg
mig straks. I min Erindring er hun saa uudslettelig tegnet
som enhver anden Kvinde vilde være, naar hun besad stor
Skønhed, megen Forstand, hurtigt Vid og et venligt Hjerte.
Hos hende var det hendes Skikkelse og Størrelse, der
betog mig. Det var hendes fysiske Personlighed, der besad
denne imponerende Ynde. Hun kunde gerne have været
vittig, intelligent og ualmindelig god af sig — det var ikke
det, der her betød noget for mig. Her var det, den
overdaadige Stil, hvori hun var opført. Opført“ er netop Ordet.
Hun var opført — bygget — med en fyrstelig Overdaadighed.
Det svimlede for én at se denne Ødslen med Materiale paa et
ganske almindeligt Pigebarn. Hun var ung og dog
fuldkommen moden, som om hun hørte til de lykkelige udødelige.
Hun var muligvis svært bygget, men det betød intet — det
bidrog kun til denne Følelse af det vedvarende. Og saa var
hun kun nitten Aar. Men hvilke Skuldre havde hun ikke!
Hendes Arme! Det var en Aabenbaring af mægtige Lemmer,
naar hun med tre lange Skridt kom frem paa Dækket for at
hjælpe Nicholas op — det kan slet ikke skildres! Hun lod til
at være en god, rolig Pige, paapasselig med Hensyn til, hvad
Lena behøvede, Gustavs Bekymringer og Carls lille Næses
Tilstand — samvittighedsfuld, haardt arbejdende og saa
videre. Hun havde det prægtigste Haar. Rigt, svært og langt
og af en gulbrun Farve. Der var som et Skær af ædelt Meial
over det Haar. Hun gik med det flettet i en eneste Fletning,
der paa Ungpigemaner hang ned ad Ryggen — og til nedenfor
Bæltestedet. Man blev overrasket over det massive ved den
Fletning, den mindede om en Kølle. Hendes Ansigt var stort,
velformet og roligt i hvert Træk. Hun havde en god Teint,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
