Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omraader, hvor Spændingen mellem videnskabelig Behandling
og Virkeligheds Ubændighed bliver for stærk. Her er kun
ét Middel: at holde en Ventil aaben for det komiske. Der maa
forhøres med samme Smil om Munden som det, hvormed en Huslæge
udspørger Familiens yngste lille Vildbasse og paa en Gang ler
ad Svarets Form, men mærker sig dets Indhold. Men en saadan,
om end blot tilsyneladende, Opgiven af den videnskabelige
Alvor er for de fleste Tyskere en Vederstyggelighed.
Omvendt falder det helt naturligt for Danske. Paa faa
Omraader viser nemlig Forskellen i den nationale
Ejendommelighed sig saa tydeligt som her. For Dem er Alvor
og Spøg to absolute Modsætninger, for os gennemsyrer de
hinanden. De tager ifølge Deres Natur Forspring til alt ved
at gøre Dem selv større, end De er – vi ved at gøre os mindre.
Derfor driver De ogsaa med Flid Alvor og Spøg ud til deres
yderste Yderlighed; vi forbinder dem derimod og foretrækker
den Midtvej, hvor de mødes. Derfor forekommer ofte Deres Alvor
os pedantisk, og Deres Spøg overdreven og ufin; omvendt kan De
ikke fatte vor underlige Blanding af begge.
Denne indre Forskel har affødt en Forskel i Udtryksform.
Deres Udtalelser er altid at forstaa ligefrem. Hos os ligger
hyppigt Betydningen netop i, hvad der underforstaas. Vi ynder
den indirekte Tale. Vi trænger til en Spøg, just idet Hjertet
løber af med os, eller hvor Omgivelserne for stærkt prædiker
det modsatte. Det regnede med Vittigheder paa Dybbøl.
Denne Trang til at udligne alt i Harmoni med dets Modsætning,
denne stadige Spillen med Underbund har i visse Maader forfinet
vor Fremstillingsform og forsynet den med flere Strenge, men
ogsaa skabt en tilsvarende altid vaagen Mistænksomhed. Vi føler
Mishag ved, Mistro til det altfor ligefremme, det blot enstrengede,
til alt, hvorunder vi ikke aner en Evne til under givne Forhold at
kunne godmodigt le ad andet, ad andre, ad sig selv. Thi i dette
sidste ser vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
