Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7. "Dragning"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dronningens Jomfrukammer, Fastelavn 1556 skulde have Bryllup paa
København Slot, udstedte Dronning Dorothea Brevene til de fire
Fruer, der skulde "rede" dem[1]. At det just skulde være gifte
Kvinder, der "redte en Brud", var, om end sædvanligt, dog ikke
helt nødvendigt. Om en af Jomfruerne i Birgitte Gøyes
Jomfrukammer paa Herlufsholm skriver saaledes Præsten
sammesteds: "Jomfru Anne er ikke hjemme, men paa Sandby, og har
jeg spurgt, at hun skal dèr rede Præstens Datter til Brud paa
Søndag[2].
Det "at rede Bruden" betød naturligvis ikke blot at sætte hendes
Haar, men at gøre hende klar i alle Maader: smykke hende,
ledsage hende til og fra Kirke, sidde ved Siden af hende ved Bordet,
atter afføre hende Dragten, og under alt dette, ikke blot sørge
for, at hun tog sig ud, men tilhviske hende, hvad hun i hvert enkelt
Fald havde at gøre. Det er denne almindelige Del af
Virksomheden, hvortil der sigtes, naar det hedder:
Det var Torkild Trundesøn,
Han spurgte sin Moder med Ære:
"Hvo skal være den ene Frue,
Der min Brud skal fremføre?"[3]
Ligesom Dragefruerne bar Ansvaret for Huset, og de, der
"gik for Borde", for Anretningen, saaledes "Bruderederne"
for Bruden.
Forudsatte end dette deres Hverv baade Smag, Takt og
Erfaring, saa bestod den vanskeligste Del af deres Virksomhed
dog i, hvad der gik forud for Brylluppet, nemlig at skaffe de
fornødne Smykker til Veje. I Norge har senere i en enkelt Egn
Skikken pudsigt nok udviklet sig saaledes, at af de to
"Brudekoner" skal den ene pynte Bruden, den anden Brudgommen
[4].
Dette var alene af den Grund umuligt i det 16de Aarhundrede,
fordi de tvende Kvinder havde mere end nok at gøre alene med
Bruden. Det Antal Smykker, som hertil kunde medgaa,
overskred langt, hvad der fandtes i nogen enkelts Eje. Atter her
maatte man da ty til Laan fra Slægt og Venner.
Der. er fra Nutidens Synspunkt noget latterligt ved denne
Kappestrid om at kunne behænge sin Brud med det største Antal
Guldsager. I hin Tid var det dog ingen Spøg for dem, hvis Ære
stod paa Spil. Med endnu større Iver end Dragefruernes skrev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
