Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Kirkelig Vielse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Prædiken ogsaa ved Brudevielser. Den tidligere korte, faste
Handling posede herved ud i en uklar, blød Masse, og der hørte større
Veltalenhed til, end de fleste Prædikanter var i Besiddelse af,
for her at naa op i Højde med, hvad der krævedes. Efter Evne
beflittede dog mange sig herpaa, og opløste logisk opbyggeligt i
sine Dele, Deles Dele og Underafdelinger Spørgsmaal som:
Hvori bestaar Ægteskabets Stat? Hvad skabtes Kvinden til?
Hvi dannede Herren Eva af Adams Ribben? o. s. v., o. s. v.
Over det 16de Aarhundredes Brudetaler synes der dog
endnu at have hvilet en vis velgørende Tro paa Ordets Magt og
en heraf følgende, midt i sin snurrige Bredde dog selvsikker
Myndighed. Det var ærligt ment, naar man ønskede at gøre det
bedre end godt og der klagedes over, "at man af en ond Vane
altid vil have kort Brudeprædiken". Der var Kraft i et Ønske
som dette, at man kunde tale med den verdslige Øvrigheds
Myndighed og blot sige: "Du Kvinde! vær din Mand lydig, eller han
skal sla dine Arme og Ben sønder. Og til Manden: Hav din
Hustru kær! eller Fanden skal straks bryde din Hals sønder etc.
– Da turde jeg ikke ved [*c: behøvede jeg ikke] at gøre nogen
lang Prædiken, men det skulde vel uden videre Forklaring gaa
for sig og blive saa godt, som det kunde"[1].
Noget lignende gjaldt Forholdene i Tyskland, hvorfra Danmark
jo fik saa stærk en Paavirkning. Det var f. Eks. Overskrifter paa
Brudeprædikener, der kunde friste til Læsning: "Om Adams og
Evas Bryllups Prang og Hjemfart", "Om Isaks Ungdom, Frihed
og Huskors", "Om den gamle Guldtrækker og Stensnider
Be-zaleel"[2] o. s. v. Men allerede
henimod Aarhundredets Slutning
begyndte den oprindelige Kraft at tabe sig. Det var f. Eks. ikke
gode Tegn, naar Forfatteren til ovennævnte Kærnetitler en Snes
Aar efter tog til Takke med Ordspillet, at i Ægteskabet skulde
Hustruen kun bøje Udsagnsordene: párere og parére (at føde
og at lystre) og Manden Udsagnsordet parare (at skaffe til
Veje)[3].
Men i det 17de Aarhundrede gik Smagen tilbage med rivende
Fart. Baade i Tyskland og i Danmark afløstes den gamle
Troskyldighed af en underlig, søgt Behagelyst, der snart ved
Aandrighed, snart ved lærd Pedanteri eller ved Platheder søgte at
vinde Tilhørere. Nu saa man saadanne Uhyrer som en trykt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
