Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 12. Epikur. Stoikerne - 13. Alexander den Stores Erobring medfører en aandelig Udveksling mellem Vesterland og Østerland. Strømningen østerfra fører Stjernetydning, Læren om Gud og Djævel og Treenighed mod Vest. Vesterfra kommer Tanken om Folkenes Brodersamfund og den enkeltes Opgave at hengive sig selv. Disse to Tanker farves paa ny Maade i Palæstina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lignende Maade hos Gud. – Thi Verdens-Løbet er dette. Af Gud
– hvad enten man nu tænker sig denne som "Logos", Ordet, det
spiredygtige Skaberord eller Urflamme – udviklede Verden sig.
Ilden udstraalede Damp, der afkøledes og blev til Vand, som
bundfældede Jord, og lidt efter lidt dannedes saa hele Verden,
der som en uhyre Kugle svæver i det tomme Rum. Alt er skønt og
viist indrettet i denne Verden, Udtrykket for den guddommelige
Fornuft. Men det gaar Gud som Mennesket. Ligesom dette
behersker sig selv ved at tøjle Lidenskaberne, brænde sig
følesløs overfor dem, saaledes opsuger Gud bestandigt under
Verdens Gang noget af sig selv i sig, indtil endelig en Gang,
naar det saa er Guds Vilje, alt ved en uhyre Verdensbrand
atter bliver ført tilbage til den oprindelige Enhed. Herefter
begynder en lignende Udvikling forfra. Tidsrummet mellem
Verdensbrand og Verdensbrand udgør et uhyre Spand af Tid, en
Verdensalder, det store Verdensaar. Indenfor ethvert saadant
sætter Gud sig som Midtpunkt for et Hele og tager sig i Frihed
atter tilbage i sig selv.
Saa er Gud da som Mennesket det bestandigt vibrerende
Vekselspil mellem Kuglens Midtpunkt og dens Omkres. I den
selvbeherskede Sætten og Tagen af sig selv, i den rene Vilje,
stærk i Fremfærd, stærk i Afkald, banker Livets Puls, ytrer
sig Kunstværkets ædleste Skønhed. Dag er ikke Liv og Lykke,
Nat kun Mørke, Død. Menneskelivet er Døgnet, baade Lysets
straalende Viljesvæld og dets Tvillingbroder med den faste
Beslutnings lukte Øje. Summen af alle de mange Døgn, den
stærke Form, der som Aaret bærer dem alle, er Naturen, er
Gud. Ogsaa Aaret har sin Gang, rinder ud for atter at begynde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
