Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 14. Jødeland. Jesus af Nazareth
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forudsætninger siden blevet udtrykt i anden Form, men dog
væsentligt det samme, af Epikuræere og Stoikere. Og dog var det,
Jesus bragte, noget nyt; ikke blot vokset paa egen Grund i et rent
og ædelt Sind, der havde draget Næring af det bedste i sit Lands
Natur og sit Folks Aandsliv, men noget virkeligt nyt og genialt,
første Gang tænkt og sagt, med Livsværd for sene Slægter. Det
fælles tidligere: Alle Mennesker ere Brødre, hver enkelts bedste
Indhold er Hengivenhed for andre, var nemlig her bleven tændt
Glød i Personlighedens Form, havde faaet Livsmagt, saa at det
spændte fra Gud til hver enkelt. Det lød nu saaledes: "Gud er
Kærlighed, og naar vi elske hverandre, opfylde vi hans Vilje og
kende, at vi ere Guds Børn." Ad den indre Erfarings Vej var
Jesus af Nazareth saaledes naaet til i Kærligheden at finde
Aandens Tyngdelov. Han blev herved ikke blot Grundlæggeren af
Monoteismens dybeste Livsfortolkning, men bestemte tillige den
Vægtenhed, der har størst Betydning som Værdimaaler for en
hvilken som helst Form for selvbevidst Tilværelse.
Medens dette centrale i Jesu Opfattelse let lader sig paapege,
stiger Vanskelighederne og dermed Usikkerheden, naar man vil
søge at blive hans personlige Udvikling vár. Manglen af direkte
Meddelelse er her stærkt følelig. De opbevarede Beretninger gør
altfor ofte Indtrykket af at være enten for snæversynede eller
for vidt svævende. Enhver Forstaaelse af Jesu Udvikling bliver
derfor ifølge Sagens Natur kun en Gisning.
Alt tyder paa, at det var Messiastanken, der bragte Jesus af
Nazareth paa Gled, ledte ham ind paa den Bane, der med
Nødvendighed maatte føre til hans Død. Naar han grublende sad
deroppe paa Bjærgtoppen, kunde det endnu stille sig for ham,
som om alt, hvad han tænkte, kun var, hvad han havde lært af
Skrifterne. Disse Skrifter var hans Folks Eje,Vidnesbyrdet om
dets Naade for Gud. Hvor elskede han ikke sit Folk, baade
Gudsrøsten i dets Skrifter, hver enkelt, Broder som Søster,
hvert "Faar af Israels Hus", og Landet, som det strakte sig
solbelyst ved hans Fødder!
Men Land, Folk, Skrifter længtes inderligt efter Befrielsens
Stund, efter Menneskesønnens Komme, som Daniel kaldte det,[1] den Stund, da "Dyrets" Magt skulde være omme. Hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
