Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 14. Jødeland. Jesus af Nazareth
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra Guds Modstander, fra Djævelen, den Onde, denne Verdens
Fyrste. Derfor ingen Skaansel! Ordene skulde ramme som Lyn,
dømmende, knusende, saaledes som de lød i det sidste,
voldsomme Sammenstød i Jerusalem: "Ve eder, I Skriftkloge og
Farisæer! I Øjenskalke! I lukker Himlenes Rige for Menneskene,
thi I gaar ikke selv derind, og dem, som vil derind, tillader
I det ikke. Ve eder, I Skriftlærde og Farisæer! I Øjenskalke!
at I opæder Enkers Huse og paa Skrømt beder lange Bønner.
Derfor skal I faa en desto haardere Dom. Ve eder, I Skriftkloge
og Farisæer! I Øjenskalke! I drager om til Vands og til Lands
for at vinde een Tilhænger, og naar han er bleven det, gør I
ham til et Helvedes Barn, dobbelt saa meget som I selv er det.
I Slanger! I Øgleunger, hvorledes kan I undfly Helvedes Dom?"[1]
Derfor, naar Menneskesønnen kommer i sin Herlighed, skal han
sige til Bukkene ved sin venstre Side: Gak bort fra mig, I
forbandede! til den evige Ild, der er beredt Djævelen og hans
Engle.[2]
Saaledes faldt Ordene, haarde, skarpe, fordømmende, medens
Jerusalems hede Jord brændte under Fødderne. Men da Jesus i
Aftensvalingen vandrede ud til Vennerne i Bethania, denne
lille velsignede Plet, hvor Natur og Sind ligesom bragte Bud
fra Galilæa, da hviskede Mindet vemodigt stille, og Ord fra
fordum lød, som om de græd: "Dømmer ikke, paa det I ikke selv
skulle dømmes. Elsker eders Fjender! Gører dem godt, som hader
eder, velsigner dem, som eder forbande, paa det I maa vorde
eders Faders Børn, som er i Himlene. Thi han lader sin Sol
opgaa over gode og onde og lader regne over retfærdige og
uretfærdige. Værer derfor fuldkomne, ligesom eders Fader i
Himlene er fuldkommen"![3] Og dybere bøjede Jesus sig,
han havde vundet den tungeste Forstaaelse af Ordet om "det
Smertens Menneske". Ja: "slagen; ramt af Gud; ydmyget". Ak,
hvor svagt er dog hvert Menneske, selv om det saa kalder sig
med Hæderstitlen: "Menneskesønnen"! "Ingen er god uden een,
som er Gud".[4]
Eet stod endnu tilbage. Retfærdigheden maatte ske Fyldest, den
jordiske, den himmelske. Dømt efter sit Lands Love til Døden,
skulde han efter Profetens Ord: "saares for vore Overtrædelser,
knuses for vore Misgerninger, Straffen ligge paa ham,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
