Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Livsbelysningen i Norden i det 16. Aarh. var firdobbelt sammensat med bestandigt strømmende Overgange mellem dens fire Bestanddele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bevidstheds-Indholdets Dag og Nat løb bestandigt Dagsiden fra
og lod kun Nattens sorte Slam tilbage. Thi naar et alvorligt
Sind saae ind i sig selv, hvad blev der saa tilbage? Kun Synd
og Brøde. De fortjenstlige gode Gerninger var jo afskaffede.
Kun de onde Gerninger blev igen. Hver Attraa, hver Fornemmelse
var, ærligt set, kun en Finger rakt til Djævelen. Og han var
stedse og overalt tilrede til at gribe den hele Haand, Her var
ligeledes kun eet at gøre, at dulme Rædslen – Rædslen for Livet,
Rædslen for den lange, lange Evighed – ved at slaa løs paa
Djævelen og hans Anhang for blot at glemme det forfærdelige, at
han ogsaa var i En selv.
Den tredje Bestanddel, som Djævletroen tilførte Livsbelysningen
i Norden i det 16de Aarhundrede, var da af en egen Art. Det var
ikke en Skygge, der kom udenfra, dæmpede Lyset, tog for en Stund
Skæret af Farverne eller lagde dem taageslørede til Ro. Det var
noget, der kom indenfra. Som en pludselig Feberskælven brød det
frem, sortnede for Øjet, rystede hele Verden, saa at den plumrede
sort, og alt, En selv og alle Omgivelser, i et Nu forvandledes
til Gift. Det var en Art af Fortvivlelsens Vanvid, en Sindets
Mørkefeber, som "Evangeliets klare Lys" havde medbragt som Smitstof,
men som Kirken ikke selv formaaede at besværge.
Hvad Kirkens Himmel ikke mægtede, det maatte den virkelige Himmel
til for at klare. Himmellærens dybeste Indhold, Stjernetydningens
Sandhedskærne, var jo, at Dag og Nat, Lys og Mørke ikke er
selvstændige Forhold paa Jorden, men stammer fra Himlen, fremkaldes
ved Himmellegemernes Gang. Stjernelærens Lys blev den fjerde
Bestanddel i den nordiske Livsbelysning i det 16de Aarhundrede. Som
et køligt, Undrende Middel virkede den beroligende. Den hævede
ikke Sygdommen, men lærte den forpinte tillidsfuldt at slaa Øjet
op. Og netop i Norden, hvor Trangen var størst, var den bedste
Pleje ogsaa nærmest. Næppe tilfældigt frembragte nordiske Forhold
nogle af Stjernelærens ypperste Dyrkere.
Det gik Stjernelæren som de tre andre, den blev til Religion.
Dens religiøse Indhold var, at Djævelen umuligt kunde have sit
Fripas i Elementernes Verden og handle med Menneskenes Skæbne,
som han vilde. Verdens samlede Uhrværk var jo indrettet af Gud.
Idet Gud drejede de store, yderste Hjul, satte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
