Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Nydannelse. Træk af den nye Periodes Livssyn. Det uendeligt smaa. Udvikling. Medlidenhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bestanddel, den egentligt spiredygtige. Det er Medlidenhed.
Medlidenhed med alle andre, Medlidenhed med sig selv. Følelsen
af det endeliges Smerte i dets Afstand fra det uendelige. Det
er denne Følelse, der er det sugende i Udviklingen. Det er
Menneskets Gudside. Ustandseligt drager den opad. Saalangt
Øjet rækker tilbage i Tiden, findes den igen. Den besjælede en
Buddha, den besjælede en Jesus af Nazareth. Den besjæler i
højere eller ringere Grad enhver, der uden egoistisk Bagtanke
giver sig selv hen i Kampen for Fremgang.
Vi staar her ved det Punkt, hvor Oldtid og Nutid rækker
hinanden Haanden. Alle hine store Spørgsmaal, der i sin Tid
som mægtige Skyer lejrede sig over Middelhavslandene:
Stjernetydning, Djævlelære, Treenighedstro og Guds
Menneskevorden, er nu begyndt at lette og at have tabt i Vægt.
Kun eet Spørgsmaal staar endnu livskraftigt tilbage, har
vokset sig stærkere, ikke mindst ved vort Aarhundredes
forøgede Nærhed mellem alle Folkeslag: det er Spørgsmaalet om
Menneskehedens store Brodersamfund. Oldtidens dybeste Svar var
som bekendt: Det er Menneskets højeste Opgave at give sig selv
hen som Offer. Epikuræerne kaldte denne Selvhengivelse Venskab,
Stoikerne Pligtopfyldelse. Jesus fra Nazareth bestemte den som
Kærlighed til Næsten, vakt ved Guds Kærlighed til os. Nutidens
Svar, at den store Medlidenhed er Udviklingens fremad drivende
Kraft, er samme Tanke. Kun slutter Nutiden omvendt af Jesus.
Han lærte: Gud elsker os som Fader, derfor skal vi elske
hverandre som Brødre. Nutiden siger: Den højeste, bedste
Følelse, som vi kan opdage i os selv, er Medlidenhed med eller
Kærlighed til andre. Lad os da følge denne Følelse, der synes
at være den ypperste Form for vort Væsen.
Her standser Nutidens Erkendelse med et Ryk og siger: Videre
veed vi ikke og kan vi ikke vide. Thi Mennesket er endeligt,
Gud er uendelig. Men lønligt titter Menneskesindet opad og
drømmer: Er Kærlighed det højeste i Menneskets Væsen, den
eneste Følelse, der varm og selvlysende formaar at hæve sig
over de jordiske Vilkaar, mon den da ikke er Spiren til en
højere Tilværelse, den næste efter Plantens, Dyrets og
Menneskets? Kærligheden kræver ikke Løn, den er sig selv nok.
Men mon den blotte Fornuft i Udviklingen er i Stand til Slægt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
