Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Ligvagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
salig Hustru indtil sildig ud paa Natten. Ligstuer var i disse
Tider fast ligesom Julestuer, formedelst saadan Ligvægts Færd,
eftersom allehaande Korsvil [Lystighed] og Julelege
blev der af de forsamlede Gæster, saa vel gamle som unge, gemenlig foretagne"[1].
At de Mulkter, som efter Udstedelsen af den sidste Forordning
(af 7de November 1682) let kunde blive Følgen, mindskede
Vaagestuerne i de større Byer, er rimeligt nok. Det kunde f. Eks.
være blevet Apoteker Jacob Gesius i Aarhus en dyr Fornøjelse at
have holdt gammeldags Ligvagt over "sin salig Kæreste". Han
idømtes en Bøde af 250 Rdlr. for "Vaagestue, Maaltid og
Budskikkelse i Byen at lade vide den dødes Afgang". Hele Bøden
eftergaves ham dog atter (l706)[2]. Men Skikken holdt
sig desuagtet efter 1700 endog i København. Dette kan ses af,
at der i Holbergs Lystspil oftere hentydes til den som noget
bestaaende og gængs. I "Melampe" (4. Akt, 7. Sc.) spørger
saaledes Sganarel: "Hvoraf kommer det, at man ser blaa Lys somme
Tider brænde paa Vandet? – Fiskeren: Naar nogen fornemme Fisk,
som en Hval eller en stor Laks, dør, saa bliver der holdt Vaage-
Stue over dem, og da brændes slige Lys". Da Roland i "Uden Hoved
og Hale" (1. Akt, 5. Sc.) disker op med en Mængde Spøgelse-
Historier, svarer Ovidius ham: "I kan spare at fortælle dem,
indtil I kommer i en Vaagestue, hvor de ere udi Pris."
Meget betegnende er Holbergs eget Blik paa den hele Skik eller
Uskik. Han tager den for ramme Alvor i Forsvar og det ud fra
omtrent de samme, rent menneskelige Grunde, der i sin Tid trods
Kirkens Modstand havde baaret den frem: "De højvise Herrer
ville maaske sige, at Saadanne Moder satte Folk udi Bekostning,
og at Smavsen, Drikken og Støjen var uanstændig, helst i
Sørgestuer. Hvad det første angaar da kan vel ikke nægtes, at
jo Folk derved sattes udi nogen Bekostning; men en stor Nytte
flød deraf, saasom Fortrolighed og kærlig Omgængelse derved
befordredes mellem Venner og Naboer. Og hvad Anstændigheden
angaar, helst udi Sørgestuer, da mener jeg, at intet kunde
være fornuftigere og anstændigere end ved al optænkelig Lyst
at opmuntre de sørgende Personer og at komme dem til at glemme
deres Forlis"[3].
En tilfældig Ytring som denne røber Holbergs Slægtskab med Renæssancen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
