Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 18. Ankomst til Kirken. Ligprædiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
holdende her, og Kisten løftes af. Skøndt Brugen af Ligvogn jo
først begyndte i Danmark i det 16de Aarhundrede, uddannede der
sig meget hurtig fast Skik og Overtro for, hvad der burde
gøres i dette Øjeblik. Man bruger endnu fremdeles i
Nørrejylland straks at spænde Hopperne fra, vende dem i en Kres
og derpaa spænde dem for igen. Ellers kunde de ikke mere blive
drægtige. Er det Heste, føres de bag om Ligvognen for at lugte
til Hovedenden af Kisten og saaledes tage Afsked med den døde,
det er jo nemlig altid Gaardens egne Heste, der anvendes[1].
Hvor lidet tilfældige saadanne Nydannelser er, kan ses af deres
Slægtskabs-Lighed med Fortidens. I Norge, hvor man i umindelige
Tider paa Grund af Landets Natur har maattet benytte Hest ved
Ligfærd, er det gammel Skik, naar man er naaet til Kirken, at
vende Hesten mod den døde. Agter den ikke paa ham, er dette Tegn
paa, at en anden af Slægten snart skal dø. Men snuser den til
ham, glædes de alle[2].
Naar Følget var ordnet og de Lys, som Blæsten havde slukket,
atter tændte, vandrede man under Salmesang, mens Kirkeklokkerne
ringede, ind omkring Kirken. Ifølge ældgammel Skik: tre Gange
omkring Kirken. Man tager næppe Fejl ved at antage, at saaledes
havde man ogsaa baaret sig ad, da i længst forsvundne Dage paa
samme Plet laa ikke en kristen Kirke, men et hedensk Gudehus.
Skikkens Oprindelse fra Soldyrkningens Tid røbede sig endnu kun
i, at Toget skulde bevæge sig med Solen, fra venstre til højre[3].
Romerkirken havde kristnet Skikken og fortolket den som noget,
der skete Treenigheden til Ære. Faa eller ingen af Deltagerne
gjorde sig vel Rede for, hvad det egentlig betød. Men det vidste
alle, at dette var den sikreste Maade at binde den døde til sit
nye Bosted. Tøjret vikledes herved forsvarligt om Pælen, og selv
en vejkendt Mand skulde, efter saaledes at være bleven svirret
om, have ondt ved at finde tilbage til sit tidligere Hjem. Han
mægtede det vel næppe mere. Han var solbunden til Pletten.
Den lutherske Gejstlighed havde en Fornemmelse af, at her
var noget galt paa Færde. Paa Landemodet i Fyn 1591 under
Biskop Jakob Madsen forbødes det at gaa omkring Kirken med
den døde, under Henvisning til, at sligt ikke var Brug i
København og i Strid med kongelige Befalinger[4].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
