Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 21. Jordpaakastelse. Verdslig Mindetale. Klage over Drab. Niels Ulfstands Begravelse. Signet tilintetgøres. Testamente og Gældsbreve oplæses over Graven. Arv og Gæld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
klager jeg nu og ligesaa anden og tredie Sinde i Navn, Faders,
Søns og Hellig Aands"[1].
Efter denne Tale, der gammeldags højtidelig i sine Udtryk dog
forsigtigt undgik at nævne Navn og rette Beskyldning mod nogen,
blev der en forventningsfuld Tavshed. Stundom traadte da en af
de tilstedeværende frem, erklærede sig selv eller den, der
havde befuldmægtiget ham dertil, for Drabsmanden og tilbød
Guld, Sølv og Penninge til Bod for denne døde efter denne Sags
Lejlighed første, anden, tredje Sinde i Navn Gud Faders, Gud
Søns og Gud den hellige Aands. Dette kaldtes "at kende Manddød
over Graven" og skete hyppigere, end man nu skulde tro[2].
I en Tid som hin, hvor man sjældent kom hjem fra en Aftenfest,
uden at de fleste Mænd var drukne, og enhver, der i denne
Tilstand var krigersk stemt, ganske naturligt drog sin "Degen"
eller stak med sit Spyd i Mørket efter den, som sagde ham imod,
eller de Bislag, der ikke vilde gaa til Side, hørte Uagtsomheds-
Drab til de dagligdags Begivenheder. Det kunde netop ligge nær
for en iøvrigt brav Mand, der i Hidsighed eller Drukkenskab var
"kommen for Skade" at dræbe en anden, saaledes at gøre en Slags
Bod og offentlig Afbigt ved at angive sig selv ved Graven som
Drabsmanden. Maaske kunde dette ogsaa bidrage til, at de
efterlevende blev mere eftergivende i Spørgsmaalet om Bødens
Størrelse. I hvert Fald var der ingen Fare forbunden hermed,
thi hvo der saaledes meldte sig selv ved Graven og tilbød Bøder,
"nød Kongens Fred et Aar omkring uden Hinder".
Almindeligere var det dog maaske, ikke at møde selv, men at lade
en anden møde paa Ens Vegne, tilstaa Drabetog tilbyde Bøder.
Retsvirkningen var den samme. En saadan Mellemmand kunde vistnok
lettere føre Underhandlingerne om det vanskelige Spørgsmaal,
Bødens Størrelse. Det lød troligere i hans Mund, at man jo heller
ikke stod sig ved helt at ruinere Modparten, og hvad der var
hændet ham i Gaar, kunde hænde En selv i Morgen. Men meldte ingen
sig som Drabsmand, eller paa dennes Vegne, ved Graven, blev
Gerningsmanden – der jo i Reglen var alle bekendt – nævnet ved
Navn og erklæret for fredløs. Den 3dje Maj 1662 hedder det i
Kirkebogen fra Nordborg paa Als, "begravet en ung Karl, der i
Sønderborg var bleven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
