Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Hovedbeklædning. Hilsen. Haarsætning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saa heldig paa en vanskelig Aarstid at opdrive Henrik IV’s
Yndlingsret, Meloner, og bragte selv stolt sit Bytte ind, idet
han to Gange raabte til Kongen, der sad ved Bordet: "Sire, kys
mig bagpaa, jeg har et Par prægtige Tingester!"[1]
Endnu under Ludvig XIV anvendtes denne Ærbødighedsform. Da
f. Eks. Louis de Brienne maatte love Kongen at opgive sin
Kærlighed til Frøken de la Valliére, som derpaa blev Ludvig
XIV’s Elskerinde, bekræftede han sit Løfte om aldrig mere at
ville tale til hende ved allerunderdanigst at kysse Hs.
Majestæts Bagdel.[2]
Et Spørgsmaal, der besvaredes højst forskelligt i Nord og Syd,
var dette: Skal en Hilsen til en Overordnet gengældes af denne?
I Syd mente man ubetinget nej. Derfor stødte Philip II alle
Tyskere, da hans Fader Karl V havde kaldt ham til Augsburg for
om muligt at faa ham valgt til Kejser. Paa spansk Vis kunde det
ikke falde ham ind at besvare Undersaatters Underdanighedstegn.
Det kostede ham siden den største Overvindelse, da han i England
som Dronning Marias Brudgom maatte, for at vinde Befolkningen,
gøre sig gemen ved at stille sig paa lige Fod med den og hilse
igen. Da den spanske Prinsesse, Maria Theresia, 1660 blev gift
med sin Fætter Ludvig XIV, og man i Frankrig holdt paa, at hun
i det mindste burde besvare Hilsenen, naar Kongens Broder hilste
hende, brast hun i Graad over dette urimelige Forlangende. I
Spanien havde hun kun skullet hilse to: sin Fader, Kongen, og
sin Moder, Dronningen.[3]
I Norden holdt man paa, at den ene Villighed var den anden værd.
En Hilsen til en Overordnet burde altsaa gengældes, men dog
naturligvis paa en Maade, der angav Afstanden. Man skulde ikke
vise sig koldt nedladende, men heller ikke være altfor indladende,
men ligesom betegne Højden ved en lidt bred, tvær Velvilje. I
Danmark i det mindste sprængtes denne Form dog vistnok ofte hos de
mere danskfølende Konger: Hans, Frederik II og Christian IV, af et
pludseligt Humor og Lune, der udenfor alle Regler brød igennem og
synes at have vundet Hjerterne for dem.
I Frankrig endelig gjaldt ligefra Frants I til Ludvig XIV’s Tid
den Grundregel, at Kongevæsen var kronet Ridderlighed. Enhver Hilsen
og Høflighed, selv af den ringeste, burde derfor selvfølgelig
gengældes, og det paa en saadan Maade, at selve Svaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
