Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Klædedragtens Stof og Farve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Betaling for de ulovlige Klæder forbrudt[1]. Alt sligt vilde, selv om
det virkelig kom til Udførelse, kun blive Modens Martyrium, der
gik forud for dens sikre Sejr.
Dette Forordningernes Fejlsyn var imidlertid selv netop et
Udslag af det samme, som de søgte at bekæmpe. Til Grund for
begge laa den fælles Begejstring for det glimrende, det
kostbare. Aldrig har noget Aarhundrede i den Grad troet paa
dettes Magt som det 16de Aarhundrede. Disse stærke Farver,
dette Gyldenskær over alt er et af Renæssancens
ejendommeligste Kendetegn. Dens Klædedragt var ikke et tilfældigt
Modetræf. Tidens inderste Trang kunde kun skaffe sig Luft i saadanne
Udtryk.
Det vil da forstaas, at det var een og samme fælles Drift, hvad
enten saa Erik den Fjortende satte Sveriges Indtægter overstyr
for at faa sig en ny, endnu skønnere Diamant, eller formaaende
Velyndere morede sig med at pynte en fattig Pige som Brud.
Og kun med denne Forudsætning bliver enkelte Ejendommeligheder
ved Klædedragten i det 16de Aarhundrede os fuldt forklarlige.
Vi kan nemlig spore en Bevægelse paa Klædedragtens
Omraade, der tilsyneladende peger vidt ud over Tidens øvrige
Tankegang. Medens Standsforskellen iøvrigt var dybt indgroet i Tidens
Bevidsthed og i det 16de Aarhundrede vel snarere vandt end
tabte i Styrke, møder vi det Særsyn, at indenfor Klædedragtens
Enemærker gør sig den dristigste Fordring paa Frihed og Lighed
gældende. De fleste samtidige Forfattere er opmærksomme
herpaa. Saaledes hedder det hos en af dem[2]:
Menneskene monne sig saa udsmykke
Med Silke, Fløjel og Gyldenstykke ....
Ikke alene Fyrster og Herrer,
Men og de, som fast ringere mon være,
At man ikke kan i denne Tid
Gøre nogen Forskel eller Underschied
Mellem en Hertug, Greve og Herremand,
Mellem Borger, Bonde og Embedsmand [*c: Haandværker].
Lignende Ytringer kommer ofte igen[3]. Især vakte det med
Rette Forbavselse at se, hvorledes Bønderne og Tyendet grebes
af Bevægelsen. Bønderkarle med Fjer i Hatten, Tjenestepiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
