Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Klædedragtens Stof og Farve - 11. Paaklædning. Tilbehør. Vaaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tværtimod i visse Maader forkastet den som Verdslighed og Synd.
Datidens Tiggermunke var da ogsaa som Nutidens lavere spanske
Gejstlighed den mest snavsede Del af hele Befolkningen. Men
med Hensyn til Gudstjenesten havde der hersket strenge Regler.
Den græsk-romerske Oldtidsskik var gaaet i Arv: ingen maa ofre
med utoede Hænder. At forglemme sig foran Alteret, særlig under
Messen, var en svarlig Synd. Skete det i selve det Øjeblik,
Forvandlingen foregik, var det en Dødssynd. Men Renæssancens
Begejstring for det naturlige og Lutherdommens Ophævelse af
Faste og de gamle Paabud havde nu sprængt alle Regler. Hvad
var saa naturligt, hvad var saa hjerteligt ment som de menneskelige
Udtryk – Opbud og Nedbud – med Tak for Guds Gaver! Et
mildt "Velkommen", en frejdig Tak for Øl og Mad. I alt sligt
ytrede sig naturligvis Forskel mellem Stand, Køn og Alder. Det
var rørende barnligt og ret fra første Haand, naar alle de smaa,
en for hver Aargang, glade lod sig mærke i den fælles Stue før
Sengetid, mens ogsaa Lyset osede, fordi ingen under den fælles
Munterhed havde Tanke for at pudse det. Omvendt kunde det
naturligvis blive, vel især en Udlænding, for meget, naar han
f. Eks. paa Vejen over Land til Stockholm og tilbage, stadig ved
Middagsbordet i de lave Bønderstuer blev tiltalt af Mand, Kone
og Børneflok i et og samme, klangfulde Dobbeltsprog1. Det gik
imidlertid hermed som med saa meget andet, Opdragelse og Takt
gjorde Skel mellem plumpt og belevent. At slige Udtryk ret var
efter Folkets Smag, kan ses af de mange Kælenavne derfor, som
Sproget dengang omfattede. Men der var naturligvis Forskel her
som i saa mange andre Forhold. Det samme var dog ikke det
samme. Ogsaa Port og Porthunde hørte til i Boliger. Men hvilken
Forskel dog paa, om Bæstet kom farende ud med Glam som en
uopdragen Køter, eller om den ydmygt logrende, næsten
kærtegnende kom En venligt i Møde. Godlidende mødtes al nordisk
Tankegang i, at det inderste: Hygge og Dannished, dog var noget
hjemmelunt og veltilpas, mildt og smutsomt som en Lønvind.
Det er betegnende for Henrik Ranzau, hvad han andetsteds i
samme sin Bog siger herom. Han lærer sine Børn: "Hold aldrig
en Vind tilbage, naar I er alene!" Hermed tog han Parti for det
naturliges Ret; han tilføjer, at det modsatte er unaturligtog
sundhedsfarligt. Han tog selvfølgelig dette sit Stade med Omsigt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
