Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Klædedragtens Stof og Farve - 11. Paaklædning. Tilbehør. Vaaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Regering hedder det: alle Prinser og Stormænd lader deres Haar
udrykke, forinden de indlader sig i et Kærlighedsforhold
[1].
Skikken synes ikke at have bredt sig til Norden. Den var selv
i Frankrig maaske blot en ubevidst Efterklang fra Romertiden
under dennes Forfald. Den synes at forudsætte som Ideal den
nøgne Marmorstatue og svarede i visse Maader til Romertidens
Forsøg paa ved Hjælp af Pimpsten at hvidne og glatte Lemmerne.
For Nordboerne maatte den hele Fremgangsmaade forekomme
baade unaturlig og unyttig. Den danske Prinsesse, Kurfyrstinde
Anna af Sachsen havde Ret, naar hun – iøvrigt i anden
Forbindelse – skrev til en af sine Veninder, der udbad sig et Middel til
at fjærne vansirende Haar: "Jeg kender nok kunstige Midler til
at faa Haar bort; men de vokser altid uformærkt ud igen".
Nærmest ved vor Tids Begreber var Henrik Ranzau, naar han
sluttelig lærte sine Børn: "Derpaa skal I vadske alle
Sanseredskaberne, altsaa Øjne, Øren, Næse, Tunge og Tænder, kort sagt
hele Ansigtet med koldt Vand. Det er ikke nok for Øjnene blot at
vadske dem. Dyp Ansigtet ned i Vandet og aabn dem dernede!
Engang imellem skal I bag efter stænke dem med Rosenvand eller
Fænnikelvand. Nakken maa I aftørre med et grovere Klæde"
[2].
Disse Ord var imidlertid dem, der maatte forekomme Datiden
mest fremmede. I Virkeligheden betegnede de ogsaa kun et
kortvarigt Udslag af den nordiske Springvandsbegejstring, der snart
atter tabte sig. Før Henrik Ranzau havde man f. Eks. i Frankrig
1560 kun drevet det til en saadan Formaning: "Den unge skal
hver Morgen vadske sin Mund og sine Øjne"[3]. Og efter Henrik
Ranzaus Tid gik Bevægelsen i Frankrig, der mere og mere blev
det toneangivende Land, i modsat Retning. I en Bog,
"Galanteriets Lovbog" (1640), hedder det: Man bør hver Dag have den
Ulejlighed at vadske sine Hænder, og man bør lade sit Ansigt
vadske næsten lige saa tidt, og engang imellem sit Hoved".
Aar 1782 udtaltes det: "Det er renligt hver Morgen med hvidt
Linned at tørre Smudset af Ansigtet. Men det kan ikke anbefales
at vadske sit Ansigt med Vand, thi dette gør Ansigtet modtageligt
for Kulde om Vinteren, Hede om Sommeren". I Overensstemmelse
med denne Opfattelse undgik man da i det 17de og 18de
Aarhundrede mere og mere Brugen af Vand. Det var ikke blot
Dronning Christina af Sverige, hvis Hænder under hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
