Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7. Midsommerfest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at passe til Pinsen, saa var der intet at stille op med den gamle,
nordiske Midsommerfest. Alle de kirkelige Hovedhøjtider: for
Faderen, for Sønnen, for den hellige Aand og for Treenigheden
– Jul, Paaske, Pinse og Trinitatis – faldt jo i Aarets første
Halvdel; Mariafesterne hørte alle hjemme i Aarets sidste
Halvdel, naar de da ikke som Mariæ Bebudelse, den 25de Marts,
var bestemte ved deres Forhold til Kristi Fødselsfest. Der var
da ikke nogen kristelig Hovedhøjtid, der kunde anvendes til
Dækning over denne gamle, hedenske Fest, der i Folkets
Omdømme svarede til Julen i Rang og samtidigt trodsigt stod paa
sin Ret til at fejres paa netop en enkelt bestemt Dag, Aarets
længste.
Kirken var da her gaaet en anden Vej end sædvanlig. Hvad
den ikke havde kunnet vinde med det gode og omvende, havde
den søgt at bekæmpe eller tie ihjel. Ingen af sine Apostle vilde
den ofre paa denne Dag; Skt. Peders og Pauls Dag lagdes som
med Flid et Par Dage derefter, den 29de Juni. Den Skt.
Johannes, efter hvem Midsommerdagen fik Navn, var ikke Apostelen
– han hædredes med at faa Plads paa tredje Juledag den 27de
December – nej, Skt. Hansdag blev kun viet til Minde om
Johannes den Døber.
Der laa en dyb Tanke i dette Kirkens Sindbilledsprog.
Midsommerfesten viedes til den, der selv havde sagt om Jesus:
"Ham bør det at vokse, mig at forringes". I Samklang hermed
tog Dagene af efter Skt. Hansdag, medens de fra Kristi
Fødselsdag atter tog til.
Men dette var netop det modsatte af, hvad Midsommerfesten
betød. Den saa ikke fra Bakkens Kam mistrøstig ned over Dalen,
der fulgte efter. Den var en Sommerens Pris, et Glædesudbrud
over, hvad der var naaet.
Denne Mangel paa Berøringspunkter mellem den kirkelige og
folkelige Midsommerfest havde Middelalderen igennem medført,
at de hver gik sine Veje. Festen for Johannes den Døber slog
ikke synderligt an, men Naturfesten bevarede sin gamle Anseelse
som Aarets anden store Højtid.
Reformationen medførte en Forandring heri, for saa vidt man
snart gik over til at erklære Naturfestens Skikke for katolske
Rester og bekæmpe dem som "papistiske". I det 16de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
