Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7. Striden om Djævlebesværgelsen ved Daaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at lægge Mærke til, at den fangne aldrig under al sin Modgang
har ladet falde nogen bitter Bemærkning om Kongen. Skøndt
denne jo havde idømt ham Straffen, omtalte Iver Bertelsen i alle
de Breve, vi kender, bestandig Kongen ikke blot med største
Ærbødighed, men næsten med Hengivenhed, i Tillid til, at fra ham
kunde og maatte Hjælpen komme. Og fra ham kom den.
Engang i Aaret 1570 overnattede Frederik den Anden
selv i Sorø. Nu om ellers nogensinde var der gunstig
Lejlighed for den fangne. Men det gjaldt om at faa Kongen i Tale, og
hertil hørte formaaende Velyndere, der i belejligt Øjeblik kunde
lægge et godt Ord ind for ham.
Hvo disse har været, vides ikke med Sikkerhed. Mulig har
Sjællands Bisp, Poul Madsen, der jo var en tidligere Ven af Iver
Bertelsen, men kort tilforn havde faaet saa skarpt et Afslag, da
han opfordrede ham til at bede om Naade, dog fundet en Vej,
ad hvilken Kongen kunde paavirkes. Sammen med hint Brev til
Bispen var nemlig fulgt en Stamtavle over Ærkebiskop Absalon
og hans Slægt, fremstillet paa gemmeldags Maade i Form af et
Træ med udskydende Grene, og udført af Iver Bertelsen
rimeligvis efter Indskrifterne paa Ligstenene i Sorø Kirke. Bispen
havde bedt ham herom[1].
Interessen herfor var dengang paa
Moden. Just i samme Aar havde en tysk Lærd ved Navn
Lossius begæret Oplysninger om Gravminder i Danmark og Norge,
da han agtede at udgive et Skrift herom. Biskop Poul Madsen
havde redebon ydet ham Hjælp ved Indsamlingen[2], og Stamtavlen fra Sorø var uden Tvivl
bestemt til at sendes videre til den tyske Lærde.
Her var et nevtralt Tilknytningspunkt, hvis man i Sorø vilde
for Kongen bringe Iver Bertelsens Navn paa Bane. Thi ogsaa
Frederik den Anden interesserede sig for Landets gamle Minder.
Og heri mødtes han med sine Omgivelser, først og fremmest
med Kansleren, Johan Friis. Da denne ganske kort efter døde,
skrev Iver Bertelsen et smukt Digt over ham[3].
Mon det var i
taknemmelig Ihukommelse af, hvad han paa hin Dag i Sorø
havde udvirket for ham hos Kongen? Vi veed det ikke. Men
hvad enten det nu har været Bispen eller Kansleren eller en
anden formaaende Velynder, der har talt hans Sag og bragt ham
i Erindring – og ved slig Lejlighed kunde det jo heller ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
