Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andersen, Hans Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kone» spaaede i Kort og Kaffe: »Hendes Søn bliver en stor
Mand! til Ære for ham skal en Gang Odense By blive
illumineret!» De fik Ret begge to.
Først kom der i mange lange Aar »saa gruelig meget
ondt», at han mange Gange mistvivlede om, at det gode nogen
Sinde vilde komme. Det første, den fjortenaarige Dreng
gjorde efter at være kommen til Kjøbenhavn, var at
henvende sig til en berømt Danserinde, for hvem han baade sang
og dansede sin Yndlingsrolle, Cendrillon, saa hun troede, han
var gal. Et Forsøg hos Theaterchefen havde ikke bedre Udfald,
og han var allerede ved at krybe til Korset og gaa i
Haandværkerlære, da han faldt paa at henvende sig til
Syngemester Siboni. Hos ham traf han bl. a. Baggesen og Weyse;
den underlige Dreng gjorde ved hele sin Fremtræden et
ejendommeligt Indtryk paa alle de tilstedeværende, og Baggesen
forudsagde strax, at der vilde blive noget af ham. Haabet
om at komme til Theatret slog imidlertid fejl; efter at Siboni
i tre Fjerdingaar havde sunget med ham, mistede han sin
Sangstemme, som han havde bygget paa; Skuespillet viste
det sig snart, at han ikke duede til, og ved Balletten gik det
ham ikke bedre. Medens han, kæmpende med Nød og Trang,
gjorde disse forgjæves Forsøg paa at naa ind i den Verden,
der lokkede ham saa mægtig, vedblev han at skrivé
Tragedier; »Røverne i Vissenberg» indleverede han, da han var
hen ved sytten Aar gammel, til det kongelige Theater, men
den blev forkastet med Tilkjendegivelse af, at Skuespil,
der i den Grad forraadte Mangel paa elementær Dannelse,
ønskede man ikke oftere at modtage. Hans Stilling var
imidlertid aldeles fortvivlet, »han maatte skrive et Stykke
for Theatret, det maatte antages, det var den eneste Frelse.»
Saa skrev han kort efter en ny Tragedie »Alfsol». Den blev
forkastet, men blev alligevel afgjørende for hans Skæbne, thi
den gav Anledning til, at Jonas Collin, der var Medlem af
Theaterdirektionen, fattede Interesse for ham. Det blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
