Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldtiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Selv om det mange Gange maa blive tvivlsomt, om Digte og Sagn i
den Form, hvori de foreligger for Efterverdenen, viser tilbage til en særlig
dansk Oprindelse, saa kan man dog ofte, navnlig ved at eftervise Stedet
for de fortalte Begivenheder og handlende Personer, som hører hjemme
netop i danske Sagnkredse, næsten med Sikkerhed hævde, at vedkommende
Digt eller Prosafortælling i udarbejdet Skikkelse har levet i den mundtlige
olddanske Overlevering. Dette gjælder om Kvad som det om Hagbard og
Signe, om Ingjaldskvadet, hvor Stærkodder maner Kong Ingjald til
Tapperhed, og fremfor alt om Bjarkemaalet, hvis Helt er Bødvar Bjarke,
den berømteste af Lejrekongen Rolf Krakes tolv Bersærker. Ogsaa i
Eddaens Heltedigte er der, selv hvor deres Stof for Størstedelen er hentet fra
de tyske Sagn om Niflungerne, indflettet Partier, der viser ikke alene
nordisk, men endog specielt dansk Oprindelse; saaledes er netop her en af de
kvindelige Hovedfigurer, Gudrun, en udpræget dansk Sagnskikkelse. Men
ogsaa hvor Stoffet ikke er dansk, tør man gaa ud fra, at i flere Tilfælde
havde allerede en olddansk Digtning bemægtiget sig det og udnyttet det,
naar det ved Vikingetidens stærke Samkvem med fremmede var blevet
bekjendt. Og de danske Sletter har sikkert ogsaa havt deres Del i den
Digtning om Guderne, som i islandsk og norsk Form træder os i Møde i
Snorres Gylfaginning og i den mytiske Del af den ældre Edda, i "Vølvens
Spaadom", "Thrymskviden" og "Den Højes Tale".
Nogle af Saxos Fortællinger fra Danmarks Sagntid lader ingen Tvivl
tilbage om, at de i deres fulde Omfang, udført i alle Enkeltheder, har været
overleverede fra Slægt til Slægt allerede i Vikingetiden, omtrent saa
uforandrede, som var de forplantede ved Skriftens Hjælp. Gode Exempler paa
disse Oldtidens Prosafortællinger er Uffe Vermundssøns Kamp paa
Ejderøen og Fortællingen om Kong Ørvendels Søn Amled, Shakespeares
Hamlet, og hans foregivne Vanvid, et Sagn, der ligeledes synes stedfæstet
i Jylland.
Skjalden og Fortælleren har blandt Kongens Mænd været mellem de
fornemste: det var Krigere, som brugte den lykkelige Evne, Naturen havde
skænket dem, og som ikke alene kunde fortælle Fortidssagn, men ogsaa
vidste at vinde Yndest ved at fejre Høvdingens nyeste Bedrifter. Dog er
intet saadant Lovkvad bevaret og kun de norske og islandske Draper
viser os en Digtart, som ogsaa har blomstret i de danske Kongsgaarde.
Oldtidsdigtningen har spejlet den nordiske Krigers Ejendommelighed:
hans Tapperhed i Forsvar, hans Vildhed i Angreb, hans Glæde ved Vid
og Skjaldskab, hans Ordkarrighed, hans Rovfugleliv paa Sø og Vove og
hans mægtige Elskovsfølelse.
Det aandelige Liv og dets Ytringer i Danmarks Oldtid er skildret
bl. a. af C. Rosenberg: "Nordboernes Aandsliv" (I Bd. Kbhvn. 1878), af
Sv. Grundtvig: "Heroisk Digtning" (1867), A. Olrik:, "Sakses
Oldtidshistorie" (1892-94) og Vald. Vedel: "Helteliv" (1904).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
