Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede / 2:3 (1907) Author: Vilhelm Østergaard Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indledning

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

P. A. Heiberg tager Afsked med Rahbeks paa Frederiksberg Bakke. (Efter V. Rosenstands Maleri).

bredte Reaktion og Ufrihed sig paa alle Felter og stod for saa vidt i
skarp Kontrast til "Oplysningstiden". – I Danmark sporedes Efterdønningerne
af den store, franske Revolution nærmest gjennem det hurtig fremblomstrede
Klubliv, hvor man i Taler og Viser forherligede Frihedsideerne, eller man
gav sine Følelser Luft i politiske Afhandlinger i Datidens mange
Tidsskrifter. Men i Grunden var man overmaade tilfreds med de gode,
materielle Vilkaar, hvorunder man levede. "Man følte sig saa vel og tryg
herhjemme og misundte ikke den øvrige Verden, hvor det gik saa uroligt
til med Krig og Blodsudgydelse og evig skiftende Omvæltninger. Man
betragtede det med stor Deltagelse som et Skuespil, talte og skrev
med Varme om det, men var i Grunden glad ved at være paa Afstand."

Der var dog enkelte, som tog det alvorligere, og da Pressefriheden,
som var delvis gjenindført 1790 under Bernstorffs humane Styrelse, paany
var bleven ophævet ved Forordningen af 27de September 1799 – der
forbød Anonymiteten og indførte strenge Straffe for Presseforseelser – blev
de politiske Skribenter og Digtere Malte Conrad Brun og P. A. Heiberg
de navnkundige Ofre for den reaktionære Bevægelse.

Ellers var den sidste Del af Oplysningstiden tam nok i sine
Ytringer, og dens Digtere kom sjælden paa Kant med de styrende. De
vilde jo alene "det til Borgerheld sigtende". Det æstetiske Ideal for
Datidens Poeter var en nøje Forbindelse mellem "det nyttige" og "det
behagelige". Det er betegnende i saa Henseende, at det Selskab, der
stiftedes for at støtte og vejlede den poetiske Produktion og kaldte sig
"Selskabet for de skjønne og nyttige Videnskaber", kun havde vist ringe
Forstaaelse overfor en Digter som Johannes Ewald, hvorimod Selskabets
Præmier jævnlig tilfaldt Nordmanden Kr. B. Tullin, der til almindelig
Tilfredshed digtede i Tidens Aand og Stil om "Søfarten" og "Skabningens
Ypperlighed", og hvad andre Prisopgaver der stilledes. Læredigtet var
overhovedet det fornemste Udtryk for det 18de Aarhundredes Oplysningsliteratur,
til hvis væsentligste Teorier det ogsaa hørte, at Lykke eller Ulykke
var de ligefremme Frugter af Dyd eller Ikke-Dyd. Ligesom den franske,
pseudo-klassiske Smag krævede Trær og Buske klippede og indsnævrede i
kunstlede Former, saaledes vilde man ogsaa systematisere og indsnævre
Følelseslivet. Derfor blev Tidens Digtning saa filistrøs og fantasiløs. Og
dog var der Varsler om den nye Tid, som skulde bryde frem. Ewald og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>