Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kronprinsen, der plejede at staa ved et af Slottets Vinduer, havde lagt Mærke
til den lille Fyr, og en Dag, da han ikke var der, spurgte Prinsen spøgende:
"Hvor er Adam i Dag?" – Saa var der ogsaa Pagerne i deres røde og
gule Uniformer, hvide Silkestrømper og Guldgaloner; de var overmaade
pyntelige at se paa, men synes dog ikke i nogen overvættes Grad at have
imponeret den unge Oehlenschläger; thi en Dag, da han viste en af disse
Pager rundt i sin Faders Have, og den unge Springfyr optraadte noget
hovmodigt, pukkende paa sin Rang, brød Adam over Tværs med alle Ceremonier
og gav ham et Drag over Nakken. Men forøvrigt stod Slotsforvalterfuldmægtigens
Familie paa den bedste Fod med Hoffets talrige Funktionærer,
og om Sommeren vankede der mangen Lækkerbidsken fra Kongens Køkken.
Fik de sendt Is, var det altid i smaa, fine Porcellænskrukker, og "det varede
mange Aar," siger Oehlenschläger i sine "Erindringer", "inden jeg vidste, at
saadan Is skulde egentlig være kold, da jeg altid før havde faaet den optøet
som Vælling. Det gik mig næsten med den rette Is som med Schlegels
Shakespeare mange Aar senere: Jamberne vilde i Begyndelsen ikke ret smage
mig, fordi jeg var vant før til at læse Shakespeare i den Wielandske og
Eschemburgske Prosa." –
Den lille Oehlenschläger græd ganske vist sine modige Taarer, naar
de kongelige Herskaber tog tilbage til Byen om Efteraaret, men det var
dog kun ved Vintertid, at han og Søsteren Sophie uhindret kunde tumle
sig rundt om i Slottet. Her var det især Malerisamlingen, der gjorde Indtryk
paa hans let vakte Indbildningskraft, og der gik sjælden nogen Dag
hen, uden at han tog den i Øjesyn. De smukke Italienerinder gjorde ikke
mindre Indtryk paa hans Hjærte end Portrætet af Gustav Adolf, som hang
der "med sit ærlige, djærve Kæmpeansigt". Og saa var der de antikke
Guder og Gudinder: Juno med sine Duer, Venus, Mercur og Jupiter, og
en Kopi af Rubens herlige Værk: "Synderinden, som føres frem for Jesus",
og der var de norske Landskaber, som gav ham det første Kjendskab til
Norges Natur, naar han betragtede "den skummende Sarp", og der var
endelig Billederne i den saakaldte Maskeradesal med de mange lystige
Scener. Naar han i den stille Vinterro en Gang imellem vilde have en
rigtig lystig Glædesfest, med stadselig Vrimmel af alle Stænder, saa gik
han blot op i Maskeradesalen og stod og stirrede der, til han blev helt stiv
i Nakken - saa havde han uden ringeste Bekostning anrettet det prægtigste
Gilde.[1]
Ogsaa Musikens Kunst virkede tidlig paa hans Sind. I Folkestuen
sang Pigerne Kæmpeviser; nede fra Slotsgaarden hørte han Musiken, der
udførtes ved de kongelige Tafler, eller nu og da en Koncert, der gaves for
Herskaberne, og i Frederiksberg Kirke sang han selv Salmerne med, naar
hans Fader spillede Orglet. Tidens mange Selskabs- og Drikkeviser lærte
han ogsaa snart at kjende. Hans Fader var jo en jovial og munter Mand,
der gjærne saa gode Venner hos sig, naar Pungen blot nogenlunde vilde
tillade det. Man stillede ikke store Fordringer den Gang, og en Bolle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
