Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hos Faderen, Assessor Heger, en kraftig og ejendommelig Personlighed,
havde den fattige, juridiske Student uden Omsvøb faaet Ja, da han –
næppe uden Hjærtebanken – anholdt om Datterens Haand og pligtskyldig
fortalte, at han var i Færd med at studere Jura for at blive Advokat.
Efter den rask indgaaede Forlovelse var der jo dobbelt Aarsag til at tage
ihærdig fat paa Brødstudiet; men Vejen var nu en Gang anderledes bestemt
af Stjærnerne, og der kom en ny Anledning til Distraktion. I det samme
Aar, 1800, blev der af Universitetet opgivet det æstetiske Prisspørgsmaal:
"Var det gavnligt for Nordens skjønne Literatur, om den gamle
nordiske Mythologi blev indført og almindelig antaget i Stedet
for den græske". – Det var en udmærket tidssvarende Opgave, og
Oehlenschläger, der med særlig Forkjærlighed havde studeret gammel
nordisk Literatur og nordisk Gudelære, følte sig ivrig tilskyndet til at
indsende en Besvarelse. Han skrev en Afhandling, hvori han svarede
bekræftende paa Spørgsmaalet og fremhævede den nordiske Gudelæres
betydningsfulde Karakter og dens mange Skjønheder, der endnu ikke vare
tagne tilstrækkelig i Brug af Digtekunsten.
Oehlenschläger fik ganske vist ikke Universitetets Guldmedaille for
sin Afhandling; han maatte nøjes med Accessit. Men Afhandlingen var
jo som et Slags Program, en Bebudelse af det, der skulde blive Hovedhjørnestenen
i Oehlenschlägers Digtning, ligesom den giver adskillige Vink
om de æstetiske Anskuelser og Love, som Digteren vedkjendte sig, og
som han selv senere hen fulgte under Udarbejdelsen af Tragedierne. Den
historiske Kolorit baade i Skildringen af Tid og Karakterer var ham noget
underordnet. Det ophøjede og rørende, det almenmenneskelige baade i Godt
og Ondt, og fremfor alt den poetiske Skjønhed var for ham Digtekunstens
væsentlige Maal. Efter dette Synspunkt maatte det være berettiget at lægge
mildere Toner og Følelser ind selv i Skildringen af Oldtidens vilde Hedningeliv,
og ud fra en saadan Betragtning er jo ogsaa "Palnatoke" og "Hakon
Jarl" digtede.
Aaret 1800 løb ikke til Ende uden at bringe endnu en Tildragelse af
Betydning for den unge Digter. Den danske Literaturs Proteus, Jens
Baggesen, havde atter besluttet at forlade Danmark. Han havde faaet
Rejsetilladelse for et Par Aar med Bibeholdelse af sin Gage som Teaterdirektør,
men man mente, at han vilde blive borte for bestandig. Han var
dybt utilfreds med alle Forhold herhjemme. "Literaturen kvæles, Publikum
er for lille, Landet forarmet" ..., skriver han til en af sine Venner, og nu
vilde han atter bryde op og drage til Paris med Hustru og Børn; han
havde tilmed sagt, at han i Fremtiden ikke mere vilde skrive noget paa
Dansk. – Alt dette bedrøvede os, hans unge Beundrere, siger Oehl. i sine
"Erindringer". "Det var en skjøn Aands altfor tidlige nationale Død, vi
havde at beklage." – Bekjendtskabet mellem Oehlenschläger og Baggesen
havde hidtil indskrænket sig til, at Oehl. jævnlig havde set Baggesen, i
hans Egenskab af administrerende Direktør, færdes paa Teatret i sin store,
gule Kasseking. Men han havde ikke villet nærme sig ham, fordi han
følte Afstanden mellem dem for stor og frygtede for, at den ældre, allerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
