Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
aandelige Stormænd, vendte han det følgende Foraar tilbage til Danmark
for at indvie Nordmænd og Danske i den nye, frembrydende Idealisme, i
Naturfilosofiens Lære og den romantiske Skoles Poesi. –
– – Paa Kongens Nytorv var der af en fhv. Kjøbmand Richter blevet
etableret et nyt Traktørsted, hvor man spiste god Bøfsteg og drak god
Rødvin. Her sad den unge Poet og juridiske Student Adam Oehlenschläger
en smuk Junidag i Aaret 1802, da En kom hen og klappede ham sagte
paa Skulderen. "Jeg vendte mig om", fortæller Digteren i sine "Erindringer",
"og saae O. H. Mynster bag min Stol med en ung, rank Mand, der havde
et smukt Ansigt, fuldt af Liv og Aand. "Maa jeg gjøre Dig bekiendt",
sagde Mynster til den Fremmede, "med en ung Mand, som allerede har
udgivet flere Digte". – "Jeg har allerede læst nogle af disse", sagde den
Fremmede høflig. – "Du taler med Dr. Steffens!" sagde Mynster. Jeg sagde
Hr. Doktoren atter nogle høflige Ord, og han gik med Mynster ... Siden
fortalte Sander mig, at Steffens var en ivrig Tilhænger, et vigtigt Medlem
af den saakaldte nyere Skole, og at man maatte tage sig vel iagt for ham".
Saaledes lyder Oehlenschlägers egen Skildring af det historiske, saa
ofte gjenfortalte Møde.
Faa Dage efter traf de hinanden igjen. Det var en Aften i Dreiers
Klub, der havde Lokale i Læderstræde. Steffens forfægtede med Dristighed
og Veltalenhed mange nye Meninger, som fik Haarene til at rejse sig paa
hans Tilhøreres Hoveder. Blandt andet paastod han, at Lessing ikke var
nogen virkelig Digter, og Oehlenschläger, der var en af Lessings varmeste
Beundrere, søgte at modbevise denne Paastand. Da Steffens var gaaet,
roste man Oehlenschläger, fordi han saa bravt havde forsvaret den gode
Sag. Men dertil svarede han: "Hør, Børnlille! I tage fejl, hvis I tro, at
jeg altid vil stride med denne Mand. Jeg føler det, Steffens og jeg blive
de bedste Venner. Lad ham ogsaa have Uret i noget, men hvilken Veltalenhed,
hvilken Ild, Forstand! Hvilken Begejstring og Vittighed har han!"[1]
Det varede heller ikke længe, før Oehlenschläger besøgte Steffens.
Han boede i et stille, ensomt Hus, som tilhørte en Kjøbmand, der havde
erhvervet sig Rigdom i Ostindien. Der var en underlig gammel Sal, med
sælsomt malede Paneler. "Møblerne vare af gammeldags Form, Borde,
Stole, Skabe, Pult af glindsende sort Ibenholt. De høje Vinduer med gule
Gardiner, som faldt ned i rige Folder, vendte ud mod en af høje Mure
omgiven, forsømt gammel Have med yppig Græsvæxt og mange Træer,
gjennem hvis sagte susende Løv Sommersolen skinnede dæmpet ind i
Salen. Vognlarmen fra Gaden lød kun utydeligt, som fra det Fjerne. Den
unge Digter følte sig hentryllet langt fra Spidsborgerlivet til en Troldmands
mystiske Bolig, omgivet af en underfuld Aandeverden[2].
Paa dette Sted begyndte den i dansk Literaturhistorie saa berømte
Samtale, der varede fra Kl. 11 om Formiddagen til Kl. 3 den næste Morgen,
altsaa i samfulde sexten Timer. Oehlenschläger og Steffens spiste Bøf og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
