Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spidsborgerligheden, om Uendeligheden og Visdommen i Naturen og om Geniet
som det største og højeste, der var hævet over almindelige Love. Ikke
den smaalige Stræben, med det Nyttige som eneste Maal, men det umiddelbart
Skjønne og det oprindeligt Sunde og Stærke har faaet Gudernes Naade i
Vuggegave. Derfor er det "det skjønneste Skjønne", en Mø, og "Naturens
Søn, som sine Fædre kraftig og stor", der findes værdige til at hæve Skatten
– in casu "Guldhornene".
Og dette bliver Emnet for Adam Oehlenschlägers banebrydende Digt.
De to ældgamle Drikkehorn af lødigt Guld, der vare fundne med et
Aarhundredes Mellemrum af en Kniplepige og en Bondekarl paa Marken ved
Møgeltønder Kirke – disse kostelige Oldsagsfund vare nylig blevne
bortstjaalne fra Kunstkammeret i Kjøbenhavn. Som den Aladdin, Adam
Oehlenschläger er – selv en ægte Naturens Søn – ligger Stoffet til rede
for ham; han griber det uden Tøven eller Famlen og behandler det med
den skjønneste Symbolik, i herligt klingende, malmfulde Strofer, fødte af
en begejstret Inspiration, der gjennemtoner Digtet fra den første til den
sidste Linie:
De higer og søger
i gamle Bøger,
i oplukte Høie
med speidende Øie,
paa Sværd og Skiolde
i muldne Volde,
paa Runestene
blandt smuldnede Bene.
Oldtids Bedrifter
anede trylle;
men i Mulm de sig hylle,
de gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
sig Tanken forvirrer.
I Taager de famle.
"I gamle gamle
hensvundne Dage!
da det straalte i Norden,
da Himlen var paa Jorden,
giv et Glimt tilbage!"
Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhøien sukker,
Rosen sig lukker.
De øvre Regioner
toner!
De sig møde, de sig møde,
de forklarede Høie,
kampfarvede, røde,
med Stierneglands i Øie.
"I, som raver i blinde,
skal finde
et ældgammelt Minde,
der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
skal Præget bære
af de ældste Tider.
Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belønne.
Det skjønneste Skiønne,
en Møe,
skal Helligdommen finde!"
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne døe!
Hrymfaxe den sorte
puster og dukker
og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
og Skinfaxe traver
i straalende Lue
paa Himlens Bue.
Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
en Møe hendandser
til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
med muntert Sind,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
