Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
brune Øine vederqvægede mig, i hvilke jeg paa eengang troede at læse
Werthers Følelse, Götz’s godhiertige Kraft, Faust’s Dybsind, Iphigenias
Sjæleadel og Reinekes Skalkagtighed. Han kiendte noget til min Aladdin ...
"Naar jeg hurtig vil lære at kiende en Digter," sagde han til mig, "saa
læser jeg een af hans Monologer: deri udtaler sig hans Aand strax." Han
roste det Motiv, at Noureddin vilde bruge Aladdin som en Lotteridreng,
der skulde udtrække ham det store Nummer i Blinde. Hvor gierne havde
jeg længer talt med denne store Mand, men Høfligheden bød os at bryde
af; han bad mig at besøge sig i Weimar ..."
Oehlenschläger var henrykt over første Gang at have set Goethe og at
være bleven roest af ham, men Steffens var vred, fordi den berømte Mand ikke
havde indbudt dem til Middag, da de dog var komne til Lauchstädt alene
for hans Skyld. Steffens bandede Goethes Storagtighed og Egoisme, og
heller ikke Oehl. kunde nægte, at der trods alt det indtagende hos ham
dog ogsaa var noget stolt, afmaalt og koldt, "som ikke syntes at tilhøre
Digternaturen". Nu havde de maattet nøjes med en Ministeraudiens.
"... Nogle Maaneder derefter," fortæller Oehl. videre – "da jeg havde
den Lykke, paa en kort Tid at behage og vinde ham, tilstod han mig, at
han gierne den Dag havde indbudt os – og at han selv ikke vidste, hvorfor
han ikke havde giort det. Men jeg veed det nu: det var en Slags Gierrighed,
ikke paa Penge, men paa Venlighed; det var et aandeligt Kniberi, i
den hemmelige Frygt: at der skulde gaae for meget med, og at jeg
skulde faae for meget af – den store Goethe paa eengang." – – –
Oehlenschläger spadserede daglig sin Tur langs Saales Bredder, og
under de ensomme Vandringer, med Tanken paa Danmark og Vennerne,
blev Digtet "Hjemvee" til ("Underlige Aftenlufte – Hvorhen vinke I min
Hu?"). – Forøvrigt gik Tiden med at oversætte "Vaulundurs Saga" og
"Frejas Alter" paa Tysk, fornemlig for at glæde Schleiermacher, der til
Gjengjæld forelæste Sophokles’ "Ødipus i Kolonos" for den unge danske
Digter; desuden hørte Oehl. Steffens’ Forelæsninger over Naturfilosofi,
Schleiermachers over Ethik og Wolffs over Arkæologi. Saa var det blevet
langt hen paa Efteraaret, og medens den unge Digter levede i den lille,
ret ensomme tyske Universitetsby, søgte hans Fantasi jævnlig op til det
høie Norden og dets Sagaskikkelser, som han omfattede med uforandret
Kjærlighed. I Universitetsbiblioteket i Halle fandt han et Exemplar af
Snorre Sturlessóns Heimskringla (norske Kongekrønike); han begyndte at
læse den med stor Iver, "som man læser gjemte Breve fra en kjær Ungdomsven",
og her blev Motivet til "Hakon Jarl" fundet; han havde jo
allerede tidligere benyttet Emnet til en Romance, men det forekom ham,
"at det fortjente meer".
I den samme Stue sad Steffens og Oehlenschläger og arbejdede. Steffens
sad henne i Krogen ved sit Skrivebord og skrev paa et filosofisk
Værk – Oehlenschläger havde faaet et lille Bord hen ved Vinduet og
digtede her sin nordiske Tragedie. Hver Gang den ene havde faaet et
Afsnit i sin Afhandling færdig, og den anden havde sluttet en Scene i
Tragedien, læste de det højt for hinanden. Og saaledes blev "Hakon Jarl" til
i lidt over sex Uger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
