Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. V - Adam Gottlob Oehlenschläger. VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjemrejsen fortsattes over Simplon, gjennem Schweiz og Tyskland, og
skjønt det vilde blive en ret betydelig Omvej, havde Oehlenschläger
dog besluttet at gjæste Weimar for endnu en Gang at hilse paa sin kjære
Mester, den store Goethe, og – om muligt – forelæse ham sin "Correggio".
Det skulde være den sidste Station undervejs. I Mellemtiden havde Oehl.
dediceret "Aladdin" til den tyske Digterkonge og sendt ham sine tyske
Oversættelser af "Hakon Jarl" og "Palnatoke"; intet Under derfor, at han
ventede en faderlig Modtagelse, som Lærlingen af sin Mester. Men det
blev en Skuffelse. Goethe modtog den unge, allerede navnkundige danske
Digter "høfligt, men koldt og næsten fremmed". Oplæsningen af "Correggio"
blev der intet af, og Kladden til Tragedien kunde den store Goethe ikke
læse; han vilde derfor vente med at læse Stykket, til det forelaa trykt.
Efter den kølige Modtagelse fulgte en høflig Middagsinvitation, men heller
ikke her blev Stemningen mere hjærtelig. Den danske Digter reciterede de
Epigrammer, han havde skrevet over Brødrene Schlegel. Goethe fandt dem
gode nok, men mente, at den, som kunde presse Vin, burde ikke brygge
Eddike, og Afskeden blev ligesaa fremmed som Modtagelsen.
Saa sad Oehlenschläger da alene i sin Stue i det Weimarske Værtshus
"Elefanten," med Hovedet støttet i sin Haand og med Taarer i Øjnene.
Klokken var elleve om Aftenen, og Posthestene vare bestilte til Kl. fem
den næste Morgen. Men han følte, at saaledes kunde han ikke skilles fra
Mesteren. Han skyndte sig til Goethes Hus, og da der endnu var Lys i
Værelserne, bankede han paa hos Goethes Privatsekretær Riemers og bad
om at faa Goethe i Tale blot et Øjeblik, og Riemers lovede at se efter, om
Mesteren endnu var oppe. Lidt efter blev Oehl. ført ind i Goethes Sovekammer,
medens Riemers trak sig tilbage. Der stod "Götz von Berlichingens"
og "Hermann og Dorotheas" Forfatter i Nattrøje og trak sit Ur op for at
gaa i Seng. Da han saa den unge, bevægede Digter, sagde han venligt:
"Nu, min Bedste, De kommer jo som Nikodemus!" – "Hr. Gehejmeraad!"
sagde Oehl., idet han omfavnede ham, "tillad mig at sige Digteren Goethe
for evig Levvel!" – "Nu, lev ret vel, mit kjære Barn!" lød Svaret i en
hjærtelig Tone. – "Intet meer, intet meer!" udbrød Oehl. rørt og forlod
hurtigt Værelset.
Dette var Slutningsmomentet i den halvfemteaarige Udenlandsrejse.
Som det unge, banebrydende Geni, "St. Hansaften-Spils" og "Aladdins"
Forfatter, var Oehlenschläger rejst ud i Verden. Som den allerede
navnkundige Digter, hele Nationens Yndling, kom han nu hjem. "Nordiske
Digte", "Palnatoke", "Axel og Valborg" og "Correggio" var Udbyttet, han
bragte hjem fra sine Vandreaar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
