Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede / 2:102 (1907) Author: Vilhelm Østergaard Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. VI

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Oehlenschläger i Efteraaret 1810 ansat som Professor i Æsthetik, hvad
der vel materielt maatte betragtes som en Lykke, idet han nu havde en
fast aarlig Indtægt paa 1200 Rdl. – 600 fra Universitetet og 600 fra
Finanskassen. Nogle Maaneder forinden var han bleven Ægtemand. Den
17. Maj 1810 stod Brylluppet i Gjentofte, og Sommeren tilbragtes paa
Christiansholm ved Sølyst, som Grev Schimmelmann havde overladt det
nygifte Par til Sommerbolig.

Christiane Oehlenschläger, f. Heger.

Christiane Heger blev Oehlenschläger en god og trofast Ledsagerinde
gjennem Livet; begejstret for sin Husbonds Geni og virksom for hans
Interesser, var hun i en Aarrække, hvor Digteren mente at være bedst tjent
med at være sin egen Forlægger, hans utrættelige Kommissionær og
Korrespondent. Ganske vist erklærer Oehlenschläger selv, at han meget godt
vidste, at han ikke forstod sig paa Boghandelen, og at "Christiane forstod
det heller ikke, men det vidste hun ikke."
Den gode Vilje var der imidlertid, og med
den forenedes en aaben, sanddru Karakter,
en ubrødelig Pligtfølelse. Med disse
Egenskaber blev Christiane Oehlenschläger
et Mønster paa en Hustru, der sikkert
har været sin navnkundige Ægtefælle en
god Støtte gjennem de mange Aar og
derfor ærlig har fortjent det smukke Digt,
hvormed C. Hauch har hædret hendes
Eftermæle.

Næppe heller har hun havt nogen
Skyld i de Tilbagegangens – eller i hvert
Fald Stagnationens – Aar, som indtraadte
for Digteren efter hans Hjemkomst. Oehl.
giver – vel uden at vide det – selv
Forklaringen derpaa i den tyske Udgave
af sin Selvbiografi, idet han meget
betegnende udtaler sig saaledes: "Komedier
og Romaner ende med Heltens Bryllup;
de fleste Levnetsløb burde gjøre det samme. Det Æventyrlige og Tilfældige, et
Menneskes psykologiske Udvikling, der gjør Fortællingen morsom, ophører for
det meste da; thi kun Stræben, ikke Tilstand egner sig for slig Meddelelse".

Det vil med andre Ord sige, at Oehl. selv følte sin Udvikling i det
væsentligste afsluttet; fra den higende Stræben, fra det æventyrlige og
tilfældige var han traadt ind i den rolige Tilstand. I Stedet for en
stadig mere indtrængende Fordybelse i sig selv og i sine Omgivelser, i
Tidsaand og i Verdensbegivenheder cg en derigjennem fortsat Higen
mod større og større Maal, var den et og trediveaarige Digter snarere til
Sinds at hengive sig til en rolig Nyden af det allerede vundne, vel nok
med uforandret Lyst og Trang til at producere, men uden just at ville
sætte Livet ind derpaa. Saaledes gik det da til, at Oehlenschläger endnu
gjennem de senere Manddomsaar kunde skabe enkelte Værker, som stod
paa Højde med hans Ungdomsdigtning, men der var ingen nye Synsvidder,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>