Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
denne Stemning som en fast, rolig Overbevisning, hvorfra Alt er adskilt,
som ei har sin Rod i Christendommen – og, bedre end Ord kan udtrykke
det, vil De da føle, hvorledes jeg maa bedømme Deres ny Digterbane; thi
at De, efter at have endt Hakon Jarls Mindesmærke, begyndte en ny, er
Dem sikkerlig bevidst. At jeg ikke er blind for Deres senere Digtes Skiønhed
eller den langt større Runding og Proportion, disse besidde, vil De vel troe
paa mit Ord; men at det inderlig maa bedrøve mig, at den religiøse Alvor
er flygtet mere og mere fra Deres Digte, og at den i Deres seneste Digte
fortrænges af en vis Leg med det Aandelige, samt at jeg maa kalde disse
Digte i Grunden langt mindre poetiske (begeistrede), følger af sig selv.
Mest smerter det mig, fordi en saadan Omskiftning maa have sin Grund i
Digterens inderste Væsen, maa følge deraf, at han forsager den alvorlige
Eftertanke over sit eget aandelige Forhold til Gud som hans Tjener
paa Jorden, at han lægger mere Vægt paa at glimre, vinde Ære og Bifald
end at opløfte sine Brødre til Guds Tilbedelse i Aand og Sandhed." –
Det var ikke langt fra at være en Beskyldning for Frafald fra
Christendommen. – Oehl. svarede:
"... Jeg har Intet imod, at dette kaldes en Leg med det Aandelige.
Det er et Spil, som Correggio siger. Men i dette beskedne Spil indeslutter
sig den høieste Alvor, den helligste Begeistring, og just hellig, jo mere
Luen brænder klar, venlig og rolig, ikke med gnistrende Røg som en convulsivisk
Flamme fra den vrede, melankolske Tordensky..."
I sin "Verdenskrønike" 1812 giver Grundtvig en udførlig Betragtning
af "Aladdins" og "Hakon Jarls" Digter, hvem han yder den højeste Roes
og kalder "den store Skjald, hvis Harpeslag har forherliget det ny Aarhundrede".
Men ogsaa her vender Grundtvig tilbage til sin Bekymring,
idet han siger: "Dog, at der var en Orm, som nagede den herlige Rose
og vilde, hvis den fik Raaderum, fortære dens herligste Safter, det var
synligt, fremfor Alt i den allegoriske Fremstilling af Christi Liv. Digteren
var Christen, men Tænkeren var det kun halvt..." Den indgaaende
Karakteristik slutter med følgende Ord: "Vilde den store Digter dog ihukomme
sin første Kiærlighed, og hvorfra han er falden, vende om og giøre
sine forrige Gierninger! Vil han ikke det, da kommer den, som tændte i
ham det herlige Lys, hastelig over ham, bortflytter Lyset og lader ham
sidde sorgfuld i Mørke."
Mørket kom nu vel ikke ganske fra den Vej, som den alvorlige, religiøst
bevægede Grundtvig advarede mod. En anden Digterbroder havde nogle
Aar i Forvejen talt lignende Varselsord, om end i en anden Aand, da han
formanede Aladdin-Skjalden til at vogte sig for "det mindre": "Indgiv ham
mindre Tillid til sin mindre og større til sin større Kraft". Oehlenschläger
lyttede dog ikke hverken til den ene eller den anden af disse Stemmer.
Tværtimod, det kommende Aar, 1813, blev et Tilbagegangens Aar for ham.
Digteren siger selv: "Mine følgende Dramer vare ubetydelige". Det første
var "Kanarifuglen" (opført 12. Marts 1813), et Forsøg i det lette franske
Konversationsstykke, skrevet paa rimede Vers, men Genren var fremmed
for den Oehlenschlägerske Muse. Ikke synderligt bedre gik det med Idyllen
"Ærlighed varer længst" (opført samme Aften som "Kanarifuglen"), og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
