Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saa nær min egen Arne! Karlen kom tilbage, og fortalte mig de Elskedes Glæde, og nu
ilede jeg hiem. –
Hvorledes skal jeg beskrive Dig min Henrykkelse, da jeg saae dem alle grædende
og hulkende at kysse paa Fingrene i Vinduet? De mødte mig paa Trappen! Alle tre
Bern vare voxede et langt Stykke, og havde nye Klæder paa til Faders Hiemkomst
William kiendte mig igien af mit Portrait, som han saa tidt havde betragtet i min
Fraværelse; var ikke bange for den halvfremmede Fader, men klyngede sig nysgierrig,
tillidsfuld og venlig til ham. Lotte stod maalløs og græd og kyssede mine Hænder;
lille Johannes stirrede taus paa sin Fader med tunge Taarer i de alvorlige Øine. Min
trofaste Christiane vidste ikke, hvor hun vilde hen for Fryd. Saligere øieblik gives der
ikke paa Jorden; ligesaa sødt og oplivende, som Afskeden smertefuld!"
Oehlenschläger, hvem det faldt saa svært at sige Farvel, havde i disse
og de nærmest følgende Aar maattet tage Afsked for sidste Gang med nogle
af dem, som stod hans Hjærte nærmest. Den 9. Februar 1818 døde Søsteren
Sophie, gift med A. S. Ørsted, og samme Aar to af Vennerne fra
Ungdomsaarene, Ole Hieronymus Mynster og Skuespilleren Michael Rosing.
Aaret efter, 1819, døde Oehlenschlägers Svigerfader, Konferensraad Heger,
og kort Tid efter Mindefesten for Baggesen, i Foraaret 1827, mistede
Digteren sin Fader, den gamle Slotsforvalter, der lige til sin høje Alderdom
– han blev 79 Aar – havde bevaret sit gode Helbred og sin lunefulde
Munterhed. Blandt de Anekdoter, som ere bevarede om Digterens Fader,
fortjener i det mindste én at gjenfortælles efter "Erindringerne". Da Frederik
den Sjette en Gang kom ud for at holde Rævejagt i Søndermarken, stod
den gamle Oehl. ved Indgangen for at gjøre Honnør som Slotsforvalter. –
"Godmorgen, Oehlenschläger!" sagde Kongen – "er der brav mange Ræve
i Søndermarken?" – "Endnu ikke!" svarede den Gamle, medens han
bukkede dybt og samtidig skottede hen til Hoffolkene, der fulgte bag efter
– "men nu kommer de strax!"
I Januar 1829 døde Kamma og et Aarstid efter Knud Lyne Rahbek,
og "Bakkehuset", der gjemte saa mange Digterminder, var nu bestemt til
at nedrives eller bygges om. –
Den højtidelige Hyldning, der var bleven Oehlenschläger til Del af det
svenske Broderfolk, bragte ikke Kritiken til at forstumme herhjemme, men
syntes tværtimod at kaste nyt Brændsel paa Ilden. J. L. Heiberg begyndte
Aargangen 1830 af "Kjøbenhavns flyvende Post" med en Række "Laterna
magica-Billeder", der fremtraadte som en Slags poetisk Nytaarsrevue over
det foregaaende Aars Begivenheder. Her maatte Laurbærkroningen i Lund
holde for, og i det sjette "Billede" gav Heiberg sin Satire følgende Udtryk:
"Godt Folk forleden
saae hen ad Sundet,
og strax var Freden
hos dem forsvundet.
Hvorom de talte,
det hjalp dem ikke;
for deres Blikke
sig Laurbær malte.
Ja, Fanden ta’e mig,
man trak mig med!
Man vilde ha’e mig
til Skaanes Bred.
Jeg der ei vented,
tog Vogn paa Rullen.
En Hat man hented
med Krands om Pulden.
I den tilvisse
boer al min Lykke,
bestandig smykke
den skal min Isse.
Ja, Fanden ta’e mig,
man fik den fat!
Jeg maatte ha’e mig
en Doktorhat."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
