Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Erindringer. "Jeg havde tværtimod hørt, at denne Digter var Repræsentant
for en fordærvelig Retning i Poesien; det hed, at han havde forvansket
Sproget; at han vilde indføre en forvildet Romantik fra Tyskland, som
man med alle Kræfter maatte kæmpe imod, da den truede med at tilintetgjøre
vor gamle, correcte, gode Smag, som vi nu i saa mange Aar havde arbeidet
paa at skaffe tilveie." Men Hauch fik et andet Syn paa Oehlenschläger,
saa snart han lærte hans Digtninge at kjende: "Næsten Alt, hvad
jeg tidligere havde læst af Poesi, lignede kun adspredte Glimt fra Gudens
Tempel, der i Frastand af og til havde mødt mit øie, men Oehlenschläger
var næst efter Shakespeare den, der heelt aabnede Templet for mig, saa
at den fulde Guddomsglands strømmede mig i Møde."
Samtidig følte han sig stærkt tiltrukken af den fra Schelling udgaaede
Naturfilosofi, medens af de tyske Romantikere Tieck og, fremfor alle,
Novalis bleve hans Yndlingsdigtere. Selvfølgelig var denne Begejstring for
Naturfilosofi og Poesi ikke til Gavn for det juridiske Studium, han efter
Faderens Ønske havde begyndt paa, men som opfyldte ham med uovervindelig
Lede. Tilmed gjorde han nu selv sine første Forsøg i Digtekunsten,
forfattede endogsaa et Par større Poesier og lod adskillige Digte tilligemed
en Afhandling: "Hvilken er den vigtigste Sands", indrykke i det af C.
Molbech udgivne Maanedsskrift "Athene". Det var derfor intet Under, at
Familien rystede paa Hovedet; thi der syntes jo nu at være ringe Udsigt
til Kammerjunkertitlen og den vel banede, solide Embedsvej.
Endnu mere betænkelige bleve Hauchs nærmeste Paarørende, da han i
Aaret 1815 personlig havde lært Oehlenschläger at kjende og kort efter
tog virksom Del i den berømmelige literære Fejde. "Helge" var nylig udkommet,
da Hauch første Gang traf Oehl. i et Selskab hos Dronningens Kammerfrøken,
Frk. v. der Maase, hvor Digteren læste nogle Brudstykker af sit
dramatiske Digt "Fiskeren", som han netop var sysselsat med. Den unge,
poesibegejstrede Carsten Hauch var fra dette Øjeblik Oehlenschlägers svorne
Tilhænger og Beundrer, hans altid kampberedte Vaabendrager, og Venskabet
mellem dem vedblev urokket at bestaa. Den større eller ringere Indflydelse,
Oehl. har havt paa Hauch, er af den sidstnævnte karakteriseret med
følgende Ord: "Det, jeg fornemmelig maa være Oehlenschläger taknemmelig
for, er, at han ledede mig bort fra de taagede og dunkle Naturdrømme
og lærte mig, at Mennesket er og bestandig bør være Midtpunktet i
Poesien; iøvrigt kan jeg, hvor Meget jeg end skylder ham, neppe - hvad
han dog selv har meent - kalde mig nogen Discipel af ham; thi Skjøndt
jeg ganske vist maa takke ham for uendelig Meget, saa veed jeg dog tillige
bestemt, at mit hele Væsen er anlagt i en Retning, der er meget forskjellig
fra hans, saa at jeg ikke engang kunde gaae i hans Fodspor, hvor gjerne
jeg end havde villet det. Hvor langt jeg end staaer under mit høie Forbillede,
saa maa jeg dog snarere kalde mig en Discipel af Shakespeare end
af Oehlenschläger. Oehlenschlägers farverige Billedpragt har jeg aldrig
havt, og naar jeg i denne Henseende sammenligner især mine lyriske Digte
med flere af hans, saa synes de mig at forholde sig dertil ligesom
Tusktegninger til de Billeder, der ere fremtryllede af Correggios Pensel med alt
det blændende Farvespil, som han forstod at give dem."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
