Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
trykkede han en Pistol af mod sit Hjærte. Men Kuglen prellede af mod et
Ribben og blev skaaret ud af hans Ryg. Og Fejlskuddet betragtede han
som et Vink om, at det var Forsynets Vilje, at han skulde leve.
Om den lange, smertefulde Sygdom og om alt, hvad der rørte sig i
hans stærkt bevægede Sjæl paa dette afgjørende Tidspunkt af hans Liv,
fortæller Hauch med en egen gribende Simpelhed i "Minder fra min
første Udenlandsrejse". "I denne smertelige Sygdom", siger han, "hvori
det forekom mig, som om mit Liv, min hele Fremtid og Alt, hvad jeg
havde stræbt og arbeidet for, var forspildt, og som om jeg Intet havde tilbage
uden at dø, vendte Poesien som en trøstende Engel tilbage til mig. Maaskee
var det paa denne Vei, jeg maatte ledes for at forstaa mig selv, og
hvortil jeg egentlig var kaldet, og hvad der burde være Midtpunktet i min
Virksomhed. Maaskee kunde jeg kun saaledes lære Livets Alvor at kjende
og derved vinde Kraft til Fremstillinger, som ikke ganske bleve staaende
ved Tilværelsens Overflade. Der ere saa mange Udviklingsveie, hvorpaa
de forskjellige Individualiteter, hver efter sin særegne Natur, skulle skride
frem.... Nu var det, ligesom om Aander, udsendte fra Poesiens Land,
igjen nærmede sig til mig og omsværmede mit Leie i de lange, ofte søvnløse
og smertefulde Nætter og søgte at trøste mig. Mere og mere fik disse
poetiske Drømme og Anelser Magt over mig og antoge Skikkelse og Form.
Det var ligesom en stærk Springfjeder, der længe med Vold havde været
sammentrykket i min Sjæl, nu sprængte hver Modstand og udvidede sig
med dobbelt Spændkraft ..." Og det hedder videre: "... Iøvrigt var
der kommet en Slags Resignation over mig, saa at Tanken om at lammes
i min Gang havde tabt meget af den Rædsel, som den tidligere vakte hos
mig. Jeg havde opdaget et Talent i mit Indre, som jeg forhen ikke ret
kjendte, og som maaskee kunde give mig Erstatning for mange ydre Savn.
Jeg havde vundet en fuld og inderlig Vished om, at jeg var Digter, og at
dette var mit egentlige Kald; jeg havde en fast og urokkelig Tro derpaa,
Skjøndt Alt, hvad jeg i denne Henseende havde virket, var en Hemmelighed
for alle Andre end mig selv. Hvis jeg nu maatte blive en vingestækket
Fugl i den ydre Verden, saa havde jeg dog Udsigt til en dristig Flugt i
Fantasiens uendelige Rige; da jeg ikke længere saa godt kunde gaae paa
Virkelighedens Veie, saa maatte jeg lære at flyve med Aandens Vinger..."
Om selve Katastrofen fortæller Hauch med følgende stilfærdige Ord:
"Jeg ventede nu rolig paa Afgjørelsen af min Skjæbne og sad netop og
spillede paa min Guitar, dengang Chirurgen kom, ledsaget af flere unge
Læger. Hans Navn var Mancini, og han var, som man paastod, den
dueligste Operateur i hele Neapel. Dr. Schønberg[1]. indfandt sig ogsaa,
dog kun som Tilskuer, og jeg troer oprigtigt talt, at Chirurgen hellere
havde seet, at han var bleven borte. Jeg betragtede med temmelig Rolighed
de Tilberedelser, der bleve trufne. Da det afgjørende Øieblik stundede
til, omfavnede Hr. Mancini mig og trykkede til min store Forundring et
Kys paa min Mund. Det skal jo paa enkelte Steder være Skik, at Bøddelen
kysser den Dødsdømte, før han henretter ham, men at noget Lignende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
