Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hauch tilbragte sine sidste Aar i Rom, og i den evige Stad - hvor
han engang havde havt sin "Gjenopstandelses Tid" og vundet fornyet
Kraft - døde han, 82 Aar gammel, den 4de Marts 1872.
Digteren M. Goldschmidt besøgte Hauch ved hans Dødsleje og har fortalt
derom i sine "Fortællinger og Virkelighedsbilleder" (II Del). Brudstykker
af denne Skildring er aftrykt forskjellige Steder, men Billedet af
Hauchs Personlighed træder saa skjønt og varmt frem deraf, at man stadig
fristes til at citere af den nævnte Skildring. Goldschmidt spurgte den
Døende, om han følte Smerte, og Svaret lød benægtende; "men jeg
overlever mig selv", tilføjede han, "og det er det, som altid har forfærdet
mig. Legemet bliver mig en Byrde. Og det er meget lettere at dø, end
saa mange antage. Jeg veed, at jeg har Udødeligheden i mig og skal gaa
ind til et andet Liv. Det veed jeg, det føler jeg med største Sikkerhed.
Hils Alle hjemme i Danmark!" - "Jeg sad med hans Haand i min",
fortæller Goldschmidt videre, "og ved de sidste Ord trykkede han saa
varmt og kraftig som en Mand,, der skulde leve længe. - Fruen kom ind
og antydede, det var bedst, at jeg gik, for at han ikke skulde overanstrenge
sig med at tale. Jeg rejste mig; men da vi atter vare ene, sagde han:
"De gaaer vel fra mig for sidste Gang", og da jeg allerede var i Døren, hørte
jeg ham sige med ubeskrivelig blid, men fast, kraftig Stemme: "Gud være
med Dem! Hils hjemme!" - Jeg gik tilbage til ham og sagde: Farvel
saalænge, Hauch! - Han gav mig igjen Haanden og sagde: "Jeg døer
rolig. Jeg har faaet meget arbejdet, og alle mine ere forsørgede. Man
har været god imod mig. Jeg har ingen at klage over. Jeg vil komme
til at ligge ved Cestius’s Pyramide. Jeg vilde maaske have foretrukket
Bøgeskoven, men det er jo aldeles ligegyldigt, hvor Legemet kastes hen.
Gaa med Gud og hils Danmark!" - Dette er saa nær som muligt, hvad
der blev sagt. Men hvad jeg aldrig kan gjengive, er Indtrykket, som jeg
modtog af Blik, Stemme og den hele Personlighed. Jeg var saa greben
af det Simple, Alvorlige og Storslaaede, at da jeg kom udenfor, syntes
mig det hele store Rom lille i Sammenligning med denne Mand paa hans
Dødsleje".
Et ligesaa betagende Billede har Georg Brandes givet i sin Karakteristik
af Hauch i "Danske Digtere". Brandes omtaler den første Gang, han
saa Hauch, under en Forelæsning paa Universitetet, og slutter sin Skildring
saaledes: "Han talte dengang om lyrisk Poesi. Tankeindholdet og
Begrebsbestemmelserne betydede vel ikke meget; men naar han med en
Alvor, som røbede den Indviede, og med en Begejstring, som rørte stærkere,
fordi den udgik fra en Olding, talte om den ungdommelige Kjærligheds
poesifrembringende Evne, om Digterens særegne Gave til at udtrykke det,
som alle andre har paa Hjerte, men som ingen kan sige uden han, om
Poesiens Magt til gjennem en Sang som Marseillaisen at drive Tusinder af
ellers ubetydelige Mennesker til at foretrække Døden for Trældom og Skam,
da blev hans Blik stivt og lysende som en Seers, det kraftige graa Haar
om den høje fantasirige Pande stod som en Glorie ud til Siderne - og
den, der var ung og modtagelig nok til at faa det fulde, uforfalskede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
