Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Steen Steensen Blicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for Øjet? Hvorfor hviler det da med Velbehag, ja med højtidelig Rørelse
paa Havets uhyre Flade? og er det ikke, som om Sjælen og Hjertet
udvidede sig med Synskredsen? Denne Hede, som Du nu drager ind i, er
stor og jævn som Havet, og hist og her i Kimingen øiner Du Kirker og
Huse, som om de ragede frem paa en fjern Strandbred. Jeg vilde ønske
for din Skyld, at Solen maatte skinne ret klart den Dag, Du første Gang
seer det brune Lynghav! Disse Kirker og Huse, disse Høie og Pyramider
af Hedetørv skulle vise sig svømmende i Luften, hvert øieblik forandrende
deres dunkle Skikkelser og antagende Billeder af Mennesker, Dyr, Træer,
Bjerge og Alt, hvad Indbildningen kan optænke. Det kunde maaske gaa
Dig, som det gik mig, da jeg fra Østerlandets ujevne Jordsmon seilede ud
paa Heden: Det var for mig, som om jeg nu først i fuldkommen Frihed
reiste ud i den vide Verden; som om jeg tilforn kun havde snoet mig
møisommelig frem mellem Bakker og Skove, men nu svævede let som en
Fugl hen over den uindskrænkede Plan ..."[1].
Saaledes skildrer Blicher den jydske Hede. Og det hedder et andet
Sted (i "Hosekræmmeren"):
"... Stundom, naar jeg har vandret ret langt ud i den store Alhede,
hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring og den blaa Himmel over
mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres
Puslen hernede, der i Grunden kun er et Muldvarpeskud, som Tiden eller
en og anden urolig Tamerlan engang jævner med Jorden; naar jeg svævede
hjertelet, frihedsstolt som Beduinen, hvem intet Huus, ingen snevert
begrændset Mark fængsler til Pletten, men som eier, besidder Alt, hvad
han seer, som, ikke boer, men lusterer, hvor han vil; naar da mit
vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Huus og saaledes ubehagelig
standsedes i sin lette Flugt: stundom opstod da, Gud forlade mig! den
Flyvetanke - thi andet var det dog ikke - det Ønske: Gid denne
Menneskevaaning var borte! der boer ogsaa Møie og Kummer; der trætter,
der kives de ogsaa om mit og dit! Ak! den lykkelige Ørken er baade
min og din, er Alles, er Ingens .... Men, som sagt, jeg mente det ikke
alvorligt; thi naar jeg udmattet, mødig, smægtende af Hede og Tørst, med
smertelig Længsel tænkte paa Araberens Telt og Kaffekjedel, da takkede
jeg Gud, at et lyngtækt Huus, om end milelangt borte, forjættede mig
Skygge og Vederkvægelse ..."
- - - -
Hen over den brune Hede vandrer en høj, lidt duknakket Skikkelse,
med Briller og bredskygget Kasket, Bøssen under Armen og Jagttasken
over Skulderen. Undervejs møder han sine Venner blandt Kjæltringefolket:
Linka Smælem og Peiter Benløs, og giver sig i Snak med dem. Eller med
sin Hund jager han Vildtet op mellem Lyngtørven, og han glemmer sin
huslige Kummer og al sin øvrige Nød: "Løsrivende sig fra Livets Møie og
Bekymringer, fra Menneskelivets Trængen og Skubben, fra Vold og Rænker,
iler Jægeren ud i den frie og yndige Natur, selv fri og sorgløs som
Fuglen under Skyen ..."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
