Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johan Ludvig Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rummer en overlegen, almengyldig Satire, et glimrende Vid, der giver
den Plads, mellem vor Literaturs Mesterværker. Digteren lader sin Spot
gaa ud over Tidsalderens Aandløshed og Spidsborgerlighed, idet han
lader den arme, afdøde Sjæl, der er vis paa at kunne gaa lige ind i Himmerig, møde først Sanct Peder, dernæst Aristofanes og tilsidst, som selve
Helvedes Dørvogter, Mefistofeles, der anviser Sjælen dens Plads i det hinsidige Helvede, der for den, som har levet et jordbundet, ideløst Liv, bliver
identisk med det samme trivielle jordiske Liv, som han har forladt. Ideen
i dette Digt er ligesaa ypperlig gjennemført, som Enkelthederne er formede
med det pragtfuldeste Vid; til dets betydeligste Partier hører vel fjerde Akt:
Skuespilleren og Døden, der er mesterligt tænkt og formet - lige fra de
første Repliker, hvor Døden træder ind, og Skuespilleren spørger ham:
"Hvem er De? Hvad vil De? Hvad er til Behag? ...
Ih fy for Pokker! den stygge Maske!"
"Du tager feil, du stakkels Aske!
Jeg har saamænd ikke Costume paa."
"Du er stor, og jeg er stor,
Vi kan begge være store,
Du kan gavne, jeg kan more;
Jeg erkjender dig, og troer,
At du vil til Gjengjæld spore,
At i mig Geni der boer."
"Af Person er Geniet gemeenlig Nar,
Forfængeligt, svagt, sig selv en Gud,
Til det Gode sædvanlig ei capabelt,
Og, sletter man Inspirationen ud,
Som Menneske sjelden respectabelt."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
