Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thomasine Gyllembourg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hende til smaa Drillerier, der ofte gav Anledning til Spøg og Munterhed.
Mange Fremmede, saavel Herrer som Damer, troede, fordi de dømte efter
det Almindelige, at de smigrede og glædede hende ved at lade sig forstaae
med, at hun var Forfatter; hendes Nærmeste vidste derimod, at Ytringer
af denne Natur forspildte hende den Dags Glæde. Hvor Folk dog kan
være udelikate og taktløse, udbrød hun da; hvorfor vil de nu plage mig
med "de stakkels Noveller", saaledes kaldte hun dem altid. Hørte hun
imellem, at En tvivlede om Rygtets Sandhed, idet han mente, at de ikke
kunde være skrevne af et Fruentimmer, da blev hun formelig glad og let
om Hjertet og udbrød: "See det er da et fornuftigt Menneske!"
"Det var hendes Anskuelse, at Qvinder ikke maatte befatte sig med
Sligt, og hun lærte ikke af sin egen Erfaring, at den, Gud giver en Stemme,
kan ikke holde Tonerne tilbage. Traadte en eller anden Dame op i Litteraturen
eller indleverede Stykker til Theatret, da kunde hun paa den
naiveste Maade sidde og fordybe sig i Betragtninger herover, og hun udbrød
da: "Naa skriver hun nu ogsaa! Vi Fruentimmer synes mig have
nok at tage vare paa, uden at vi ogsaa befatte os med Sligt; det skal vi
overlade til Mændene; det Fruentimmerskriveri duer dog aldrig noget."
Naar da hendes Børn i Stilhed sad og morede sig over hende, og omsider
lidt skadefroe udbrød: "Glemmer Du da reent, at Du selv skriver?" da kunde
hun ganske rødmende vækkes af sine Betragtninger, og rørende vare da de
Undskyldninger, hvormed hun besmykkede sin formeentlige Feil ..."
Fru Heiberg fortæller videre: "... Der var en usædvanlig Besindighed
i hendes Domme, en umiddelbar Sikkerhed i netop at see, hvad det kom
an paa, og da kunde hun forsvare sin Mening saa veltalende, saa overbevisende,
at hendes Modpart som oftest maatte trække sig tilbage og give
sig fortabt. Og dog traadte hendes Paastande aldrig frem med Sikkerhedens
Paastaaelighed eller Hæftighedens Irritabilitet; det var, ligesom hun
selv var undseelig over at fremsætte saa bestemte Meninger. Al Affectation
var fremmed for hendes Væsen, og hun havde formeligt en Afsky for al
Exaltation. Hendes store Kjærlighed og Beundring for hendes Søn havde
aldrig dette Præg; hos hende fandtes aldrig den for de fleste elskende
Qvinder sædvanlige blinde Forguden af dem, der høre dem til, og som de
see op til. Hun kunde være af en heelt anden Mening end den Søn, hvis
Begavelse hun satte saa høit. Hun saae med skarpe Øine paa hans Frembringelser
og tilbageholdt aldrig sin Mening, naar noget syntes hende feilagtigt i
Anskuelsen, eller mindre smukt i Udtrykket: men disse Indvendinger
fremsatte hun da i en næsten ærbødig Tone. Hendes varme, kjærlige Hjerte
formaaede at optage Feilene hos dem, hun elskede, i Forening med Dyderne;
hun oversaae ikke de første, og undervurderede ikke de sidste. Midt i sin
Selvstændighed trængte hun dog bestandigt til at støtte sig i Kjærlighed til
Andre, til at hente Raad, Trøst, Bekræftelse paa, hvad hun ansaae for det
Rette. "Uden Kjærlighed kan jeg ikke trives," sagde hun ofte, "jeg kan
sige som Nina" - Heibergs Nina - "der gives dem, der leve meest i
Andre". Kjærlighed var for denne bløde, varme Qvinde ligesaa nødvendig
som Solens Varme for Blomsten.
Af alle qvindelige Dyder satte hun de huuslige høiest; intet Talent, ingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
