- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
2:329

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian Winther

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

er det henrivende "Aftenmøde", der tegner lyslevende ikke blot hele
Sceneriet og den Person, der synges om, men ogsaa den unge Poet, der
har skrevet Digtet. Det begynder, sorn bekjendt, saaledes:

"Sid stille hos din røde Ko,
Og bliv kun ikke bange;
Vi har jo sladret jævnt, vi to,
Saa mange hundred Gange.
Jeg sætter mig i Kløvret blødt,
Imens Du Koen malker,
Mens Gjøg i Skoven kukker sødt
Og Stork i Mosen stalker."
- - -


Og det ender:

"Nu maa Du hjem, og jeg skal gaa,
Alt kjøligt Duggen falder,
See Maanen rød bag Skoven staa, -
Jeg troer, din Fader kalder!
Men giv mig end, som fordum tidt -
En sød Drik Mælk af Spanden,
Og - - hvorfor ei? - i Morgen frit
Du kysse kan den Anden."


Fra samme Tid er det korte, men pragtfulde Digt: "Paa Herregaarden":

"Hil sidde I, Herrer og Fruer!
Som flette en spraglet Oval,
Hvor Kraften og Skjønheden luer
Høit i den forgyldene Sal!
Hvor skal jeg min Lovsang fremsende?
Mit Hjerte knap kjender sit Maal,
Skal jeg til hver Rose mig vende,
Hvad heller til blinkende Staal?

O, Rose, du rødeste Blomme,
Du spirende, duftende Guld!
O, Rose, du hvide, du fromme,
Du Stjerne, nedfalden i Muld!
Skjul dybt eders tindrende øie,
Og rødmer kun ydmygt i Løn,
Thi Skjønhedens Himmel, den høie,
Her Straaler mod Strængenes Søn.

Du Eeg, med den knudrede Stamme,
Du Palme, med blomstrende Fjer,
Du Bjerg, som er evigt det Samme,,
Du lisfjeld, med gnistrende Spær;
Jer Kraft, som kun hviler forstenet,
Hos Ridderen luer med Liv,
Med Siirlighed blev den forenet
Ved Elskovs almægtige Bliv!

Op! blomstrende Herrer og Fruer!
Skalmeierne kalde til Dands;
Hvor Kraften hos Skjønheden luer,
Der flettes den sødeste Krands.
Høit Natten udstak sine Fakler,
Den vinker til sværmende Lyst;
Viid, Kjærligheds søde Mirakler
Ret læres kun Bryst imod Bryst!"


Biot Saadanne enkelte Digte taler højt om Chr. Winthers lyriske Vingefang
allerede paa dette Tidspunkt. Han følte det ikke som blide Kaar at
skulle studere Teologi; det faldt ham som et tungt Pligtarbejde, og det var
endda med Ulyst, han tænkte paa at vie sig til præstelig Virksomhed.
Langt om længe blev Studeringerne tilendebragte, og i Oktober 1824 tog
han teologisk Embedsexamen med næstbedste Karakter.

Han følte sig frigjort og lykkelig, da det var overstaaet, og kort efter
Examen skrev han det skjønneste af alle "Træsnittene", Digtet "Henrik og
Else".


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0435.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free