Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overtage sin Post. Samtidig fik han Udnævnelse som Professor. Hoflivet hos
den storhertugelige Familie tiltalte i høj Grad Digteren, som her fik Lejlighed
til at udfolde sin medfødte Elskværdighed og Elegance, og efter at det
fyrstelige Bryllup havde fundet Sted, vedblev Chr. Winther at være Prinsessens Lærer under Kronprinsparrets Ophold dels i Kjøbenhavn, dels paa
Slottet i Odense. Han beholdt denne Post indtil Foraaret 1842, da han
temmelig pludselig fik sin Afsked, dog med Bibeholdelse af sin Gage, der
beløb sig til 600 Rdl. aarlig.
Det var en kortvarig Glansperiode, som dog næppe har havt synderlig
Indflydelse paa Digterens indre Liv og Udvikling. Helt anderledes betydningsfuld for ham blev den nærmest følgende Tid, i hvilken han - efter
de mange smaa og store Forelskelser - knyttede et Kjærlighedsforhold, der
varede ved lige til hans sidste Dage.
I 1843 udkom "Digtninger", i hvilken Samling der findes den første
Cyklus af de berømte Digte "Til Een", der maa betragtes som en af Mærkepælene i Chr. Winthers poetiske Produktion. Det er erotiske Poesier, som
spænder over de forskjelligste Stemninger, og som har en særegen Klangfarve og Skjønhed. For Vemod og Resignation, for glødende Længsel og
jublende Lykke finder Digteren lige gribende Udtryk, og alt imens maler
han den Elskedes Væsen og Skikkelse, saaledes som han ser dem bestraalede
af Kjærlighedens Lys i hans eget Hjærte. Der er en uforlignelig Ynde i et
Digt som dette:
"Hverken Verden eller du
Skal rigtig faae at vide,
Hvad mit Hjerte før og nu
Har lidt og maa lide;
Men hver veemodsfulde Klang,
Som røber min Smerte,
Og hver en Sorgens Sang,
Som fødes af mit Hjerte,
Hvert Billed og hvert Blad,
Hvert Suk og hver Tanke,
Som jeg sorgfuld eller glad
Paa min Vandring kan sanke,
Skal dig evig høre til,
Som jeg selv er dit Eie,
Til mig Døden føre vil
Fra Smertens Torne-Leie;
Til i Evighedens Glands,
Som alle Længsler stiller,
Er opløst den Dissonans,
Som her os grumt adskiller!
Ak, jeg husker nok dengang,
Da jeg sad i dit Kammer,
Og læste dig min Sang,
Fuld af Elskovs Fryd og Jammer,
Mens dit Øies dybe Blaa
I Taareduggen svømmed,
Og Smerten bitter laa
Om din Læbe og drømmed;
Og for mit øre lød
Ubeskriveligt din Stemme,
Saa vennehuld og blød,
At jeg aldrig det kan glemme!
Da følte jeg den Magt,
Som der laa i din Smerte,
Og opreiste en Pagt
Mellem mig og mit Hjerte,
Og svoer en hellig Eed,
At kun du skulde være
Fra nu til Evighed
Mit Hjertes Hjertenskjære;
Men at aldrig enten du
Eller Verden skulde vide,
Hvad af Længsel før og nu
Jeg leed og maa lide!
- - -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
