Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Hunds Ryg hen til en Soldat, der kysser hende, hvorefter hun selv,
lysvaagen, fortæller denne smukke Tildragelse som - "en underlig Drøm";
eller at dets Sands for Ærbarhed skærpes, naar det læser om en Bondekone,
der i sin Mands Fraværelse sidder alene tilbords med Degnen ...,
eller at dets Agtelse for Menneskers Liv skærpes, naar det læser Begivenheder,
som at store Claus slog sin Bedstemoder, og lille Claus ham ihjel,
fortalte som om det havde været en Stud, der sloges for Panden ..."
Endelig hedder det om Æventyret om "Prindsessen paa Ærten", at "det
forekommer Anmelderen ikke blot udelicat, men endog uforsvarligt, forsaavidt
Barnet deraf kan indsuge den falske Forestilling, at saa høi en
Dame altid maa være forskrækkelig ømskindet."
Det var saaledes ikke langt fra, at man paastod om H. C. Andersens
første Æventyr, at de var "umoralske"! For Naiveteten deri havde man
intet Øre, saa lidt som for det, der var Foredragets Styrke, den mundtlige
Fortælleform, just det, der var Digterens geniale Opfindelse, og som skabte
deres særegne Originalitet. Der gik Aar, før Æventyrene helt slog igjennem
og fik deres berettigede Plads i Publikums og Kritikens Omdømme, og da
det omsider naaedes, skyldtes det fuldt saa meget Udlandets Værdsættelse,
gjennem de talrige Oversættelser, som den langsomt vundne Forstaaelse
herhjemme.
Men heller ikke synes Andersen selv fra første Færd af at have været
klar over, at Æventyrene var hans særlige Domæne, hvor han var enevældig
Hersker. Teatret havde bestandig en overordentlig Tiltrækningskraft
for ham, skjønt hans Virksomhed som dramatisk Forfatter vedblev
at være af ringe Betydning og skaffede ham mange Ærgrelser og Skuffelser.
Han skrev i 1839 det romantiske 5 Akts Drama "Mulatten", der til at
begynde med maatte døje en af Molbechs sædvanlige hvasse Censurer over
Andersenske Teaterarbejder. Molbech taler om "Taktløshed" og "Smagløshed"
i denne "Mulat-Comedie", finder, at der er "Unatur", "Føleri" og
"Bombast" i de lyriske Partier, og at hele Stykket lider af "dramatisk
Tomhed og Trivialitet". Ikke desto mindre blev Stykket antaget, opførtes
første Gang den 3die Februar 1840 og oplevede 21 Forestillinger. Publikum
og Kritik stillede sig mere velvilligt end Molbechs Censur, idet man følte
sig tiltalt af Stykkets lyriske Stemning og dets underholdende, scenisk
virkningsfulde Karakter, der understøttedes af en fortrinlig Udførelse. Men
til Gjengjæld maatte Andersen høre ilde for, at han havde kaldt sit Arbejde
originalt Drama, skjønt Motivet var laant fra den franske Novelle
"Les epaves".
En helt anderledes haard Medfart fik hans næste dramatiske Arbejde:
"Maurerpigen", Tragedie i 5 Akter, der opførtes første Gang den 18de
December 1840, men kun gik 3 Gange over Scenen. Molbech havde denne
Gang "dispenseret sig selv" fra overhovedet at afgive nogen Stemme over
Stykkets Antagelse, og indskrænkede sig til at bemærke, at det kom an
paa, "om Publicums eller Parterrets Lune vilde blive sig selv lig, og om
det, som kunde gaae godt een Gang ("Mulatten") ogsaa vilde det den anden".
Ogsaa J. L. Heiberg havde paavist Stykkets iøjnefaldende Svagheder, men
desuagtet blev det opført - og faldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
