Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
spearesk Stil, hvori den store Mesters Aand kan forfølges helt ud i Replikernes Tone, og hvad der foregaar - et Par i hinanden indflettede
Kjærlighedsintriger - er ikke stort eller dybt; men saa fint og sikkert som
Skuespillet er formet, saa indtagende som den erotiske Leg er lagt til
rette, bliver det dog lige forbavsende, at en treogtyveaarig Forfatter ved
Begyndelsen af sin Digterbane kan yde et saa helstøbt Arbejde. Langt
videre naaede han endda med det næste i Rækken: "Dandserinden, et
Digt i tre Sange" (1833). Her er Paludan-Müller for første Gang
helt og holdent sig selv, og i den yndefulde poetiske Fortælling om den
unge, skjønne og sjælfulde Dione, hvis Elskovslykke bliver saa krank, er
der nedlagt Spirer til mange af de Tanker, der skulde udfolde sig i al
deres Styrke og Dybde i hans senere Digtning. I "Dandserinden« er det
ogsaa, at Paludan-Müller for første Gang i et større Arbejde anvender
Ottaverimet, et Versemaal, som han allerede paa dette Tidspunkt behandlede
med Mesterhaand, og som vedblev at være hans Yndlingsrytme.
"Dandserinden" gjorde overordentlig Lykke, og fortjente at gjøre det.
Det var en ung Digters Førstegrøde, rig paa Stemninger, funklende af Vid,
sart og yndefuld i Vemod og Erotik. Selv den gamle Molbech, der var
berømt for sin Gnavenhed, lod sig rive hen til uforbeholden Begejstring,
og i "Maanedsskrift for Litteratur" udtrykker han sig i et saalydende Blomstersprog: "Da jeg første Gang læste dette Digt, virkede det paa mig, som om
jeg ved Phantasiens Magt blev henført til en Himmelegn, hvor sydlige
Blomsters Duft blandede sig med vore Bøgelundes friske Morgenluftninger
og med den styrkende Kjøling fra de danske Strandbredder; og medens
jeg følte denne Styrkelse udbrede sig over min Aand, hørte jeg bekjendte
Toner, der fra den pludseligt fremtryllede poetiske Verden uden om mig
fandt Vei til mit inderste Væsen. Det var en Klang, som om Vaarens og
Sommerens Sangere blandede deres smeltende Triller med klagende Naturtoner, som man undertiden hører dem i Skovene ved Høstvindens Susen
i afløvede Trætoppe ..."
Efter "Dandserinden" fulgte "Amor og Psyche, et mythologisk
Drama" (1834). Fra Jorden hævede Digteren sig til den græske Gudeverden for i straalende Vers at gjenfortælle Mythen om Guden Amors Elskov
til den jordisk fødte Psyche. Det er et virtuosmæssigt formet Digt, i
hvilket Tanker og Billeder afløser hinanden med overstrømmende Rigdom,
og uden at den poetiske Flugt mattes paa noget Punkt. Det er vanskeligt
at vælge et enkelt Sted for at paapege det sproglige Mesterskab, som helt
igjennem kjendetegner "Amor og Psyche". Det er en uafbrudt Skjønhedsvrimmel i Billeder og Rytmer: Zefyrernes Sang i 1ste Akt, det usynlige
Kor i 2den Akts 3die Scene, Psyches store Replik i 5te Akt ("Jeg saae en
Slægt, som, født af Tidens Skjed, til Livet voxed op"), Og endelig den dejlige Vexelsang mellem Amor og Psyche, der begynder:
Amor.
Høit du svinge
Dig, o Psyche!
Med din Vinge
Ned du tvinge
Nattens Skygge!
See, den viger,
Mens du stiger;
Dybt den bæver,
Mens du hæver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
