Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I intet andet af sine Værker tager Paludan-Müller større Afstand fra
den Oehlenschlägerske Digterskole. En saa vidt dreven Pessimisme, saa
krasse Virkelighedsbilleder - som f. Ex. Scenerne med de to Glædespiger,
den smukke Line og den sorte Trine - havde man ingensinde mødt i et
dansk poetisk Værk. Digterkongen Oehlenschläger havde vel allerede længe
befundet sig i sin Nedgangsperiode, og det var den form- og tankeklare
Heibergske Poesi, der nu sad i Højsædet; men den Oehlenschlägerske Digtning
øvede dog endnu sin Magt over Sindene, og baade fra den og den
Heibergske var Paludan-Müllers "Adam Homo" vidt forskjellig i hele sit
Anlæg, i Valget af Stoffet og dets Udformning.
Tilmed udkom Digtningen jo som et Brudstykke med første Del, der
i Originaludgaven ender med Adam Homos Afsked med Alma, før han
rejser over til sin Faders Præstegaard, og Almas Sonetter, som han læser
undervejs. Ganske vist endte første Del saaledes med en Forlovelse; men
man havde dog en Fornemmelse af, at det alligevel ikke var en almindelig
"Hverdagshistorie", dertil var der altfor meget, som bebudede, at
der kunde følge uventede Overraskelser, Uvejr og Lyn. Intet Under derfor,
at Læseverdenen stod uforstaaende overfor dette helt nye og ikke
kunde danne sig nogen Forestilling om det Maal, Digteren havde sat sig,
eller hvilken fortsat Kurs han vilde lade sin Helt styre. Det var ikke langt
fra, at Bogen blev modtagen med Uvilje af Publikum, der følte sig frastødt
og forarget af dens realistiske Partier. Dette var jo ikke "Poesi". Imidlertid
skrev J. L. Heiberg en udførlig Anmeldelse i "Intelligensblade"
(1842, Nr. 2)[1], og den hjalp nogenledes til at vejlede Publikum, i hvert Fald i
Henseende til Bedømmelsen af Værkets literære Værd og Betydning. Heiberg
betoner, at Digteren i Adam Homo har villet give os et Billede af Mennesket
i Almindelighed. "Hans Adam Homo er en Figur, som netop tilhører
det store Fællesskab; han er hverken af de Bedste eller af de Slettester
hverken af de rigest eller fattigst Begavede; han er tilbøjelig baade til Godt
og til Ondt, og man kan gjerne kalde ham et Hverdagsmenneske, naar
man betænker, at der gives Hverdagsmennesker i alle Classer, og at
Digteren netop har holdt sin Adam i den Sphære, hvor han snarest maatte
finde Sympathie hos det store Fællesskab af almindelig dannede Læsere ...
De mange fortryllende Enkeltheder", hedder det videre, "i hvilke Digteren
lægger sin varme Følelse, sit rige Gemyt, sin dybsindige Reflexion for
Dagen, vil jeg ikke specielt udhæve .... Her har jeg blot villet give en
forberedende Indledning til en saadan i Detail gaaende Recension, overladende
til vort større critiske Tidsskrift nøie at prøve og vurdere et Digterværk,
som - ihvad man end kan indvende imod det - hører til vor
Litteraturs meget betydningsfulde Frembringelser ..."
Saa sikker har Paludan-Müller følt sig overfor sin Opgave, at han kun
lagde ringe Vægt paa den ugunstige Modtagelse, man gav første Del af
"Adam Homo"; han havde Tid til at vente og se, om Stemningen ikke
vilde forandre sig, naar Fortsættelsen og Slutningen fulgte. Første Del -
eller dog Størsteparten deraf - antages at være skrevet i Aaret 1839"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
