Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Inderlighed holder den det christelige Ideal for Øje. Og denne Lidenskabens
Styrke holder ud til det sidste. I det sidste Nummer af "Øjeblikket"
skriver han:
"... Nederdrægtige Præste-Løgn, men som betaler sig, at anbringe Christendommen
beroligende, istedetfor at den er i dybeste Grund opvækkende, uroligende!
Man anbringer den beroligende: "at stræbe efter Idealerne er en Taabelighed, en
Daarskab, en Galskab, er Hovmod, Indbildskhed" (altsaa hvad Gud imodstaaer); Middelveien
er den sande Viisdom. Vær Du rolig; Du er fuldkommen lige som Millionerne; og
alle Aarhundreders Erfaring har lært, at længer driver man det ikke! Vær Du rolig,
Du er som de Andre, bliver salig ligesom alle de Andre" - en Euphemisme for: Du
farer til Helvede ligesom alle de Andre; men dette Sande vilde ikke skaffe Præsterne
Penge, det Første betales brillant.
Lever der saa en Enkelt, som ikke vil nøies med, ikke beroliges ved den Art
Salighed: da vender hele Massen, commanderet af Meenederne, sig mod ham, erklærer
ham for en Egoist, en rædsom Egoist, at han ikke vil være som de Andre.
Det nye Testamente faaer dog altid Ret; thi denne Enkelte kommer ganske rigtigt
ind i de sande christelige Collisioner: at hades af Menneskene, fordi han vil - være
Christen, kun at disse Mennesker ere costumerede som og titulerede Christne, og
anførte af - hvor høitideligt! - Lærere, der have aflagt Eed paa det nye Testamente.
Paa den Maade har man demoraliseret Christenhed, ved at gjøre lige det Modsatte af
at forkynde Idealerne ..."
S. Kierkegaard var forberedt paa, at han nu skulde dø, og han ønskede
det saaledes. Han mente selv, at hans Livsværk havde naaet Kulminationspunktet;
der var intet at tilføje, intet mere at lægge til. Hans Død
vilde bringe den naturlige Afslutning, tjenlig til at lade hans Ord blive
staaende, faste og urykkelige, spredende deres Sæd ikke blot i Øjeblikket,
men for de kommende Tider.
Den 2den Oktober 1855 lod han sig indlægge paa Frederiks Hospital;
den 11te November om Aftenen drog han sit sidste Suk. -
Som hans Forfatterskab havde været baaret af den dybeste Originalitet,
var han ogsaa i sin Personlighed og i sine Livsvaner en original Særling
- eller langt mere: han var den enkelte, som man maatte lægge Mærke
til mellem tusinde andre. Saa ensomt som han levede, var han dog en
kjendt Skikkelse paa Kjøbenhavns Gader, hvor han ofte standsede for at
give sig i Samtale med den ene eller den anden af sine bekjendte, men i sit
Hjem levede han utilgængelig som en Eremit. Det var hans Yndlingsadspredelse
at leje en Wienervogn og kjøre alene ud ad Nordsjællands
Landeveje; undertiden blev han borte flere Dage ad Gangen og indlogerede
sig i en eller anden afsides liggende Kro. Gribskov med "Ottevejskrogen"
- et Punkt, hvorfra otte Veje, hver til sin Side, strækker sig ind i Skoven
- havde han særlig Forkjærlighed for. - Han arvede efter sin Fader en
ret betydelig Formue, men det stred mod hans Anskuelser at tage Renter
af sine Penge; hele Kapitalen forvarede han hos en nær Slægtning, der
aarlig udbetalte ham en saa stor Del deraf, som han brugte til sit Underhold.
Med hans mange sære Vaner var hans Levemaade forholdsvis kostbar,
og han udfoldede desuden i Stilhed stor Godgjørenhed. Formuen svandt
hurtig ind, og det synes, som om han ogsaa med Henblik derpaa har
anet sin tidlige Død, thi han efterlod sig kun 250 Rdl., der kom til at slaa
til akkurat til Hospitalsregningen og Begravelsen. -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
