Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carit Etlar (Carl Brosbøll)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var Walter Scott og Cooper, og hans Yndlingsudflugter de Rejser, han
foretog med sin Fader ind over Hedeegnene, som den Gang strakte sig
vestpaa i al deres Ensomhed og Storhed.
Det var Faderens Mening, at denne hans ældste Søn skulde oplæres
til Handelen eller gaa „Kontorvejen“, men dertil følte Carl Brosbøll ikke
synderlig Lyst. Han var kun en halv Snes Aar, da han skrev sine første
„Dramaer“; de var meget romantiske og hed „Tells Skud“, „Gravstøtten“
o. lign. Efter at han havde frekventeret Fredericia Skole, fik han i fjorten
Aars Alderen Plads som Skriver paa Amtskontoret i Vejle, men hans Hu
stod til at blive Kunstner; i sin Fritid skrev han tragiske Dramaer eller
malede Billeder, hvortil han selv lavede Oliefarverne, og da han havde
været et Par Aar paa Amtskontoret, brød han uden videre op og rejste til
Kjøbenhavn for paa egen Haand at bane sig en Vej, uden nogen som helst
Støtte fra Hjemmet. Det lykkedes ham at opnaa en Friplads som Elev ved
Kunstakademiet, og i nogle Aar døjede han alle de Savn og
Gjenvordigheder, der er kjendte fra saa mangt et begyndende Kunstnerliv: han boede
en Tid lang i et Kvistværelse, hvis ene Væg bestod af de røde Tagsten;
nogen Kakkelovn fandtes ikke, og han gik jævnlig sulten i Seng uden at
vide, hvor han skulde faa Føden fra den næste Dag. Det allernødvendigste
til Livets Ophold tjente han ved at male nogle Billeder, der for Spotpris
solgtes til en eller anden Marskandiser, og ved at gaa til Haande hos en
Gibser paa Hjørnet af St. Annæ Plads.
Det var imidlertid ikke bildende Kunstner, Carl Brosbøll skulde være.
Da det ikke havde rigtig Fremgang med Maleriet, begyndte han at skrive.
Han bearbejdede Folkeæventyr og Folkesagn, til at begynde med paa
Grundlag af, hvad den gamle Søren Tyvkjær havde fortalt ham; men det varede
ikke længe, før han opsøgte paalideligere Forbilleder, og sine Udarbejdelser
af danske Æventyr og Sagn fik han optaget i forskjellige kjøbenhavnske
Blade. Den ansete nationaløkonomiske Forfatter, Redaktør af „Berl. Tidende“
M. L. Nathanson blev hans første Velynder og Beskytter. Han skrev nu
ogsaa kunstkritiske Artikler i „Kjøbenhavnsposten“, og efterhaanden som det
literære Arbejde stadig mere og mere tog ham fangen, gik det ud over
hans Studier som Elev ved Akademiet, hvis forskjellige Klasser han dog
gjennemgik lige til Modelskolen.
Brosbølls første Fortællinger hed „De to Studenter", „Organisten i
Jellinge“ og „Slægtskabet“; de udkom 1838 og bar kun hans Fornavn som
Forfattermærke. Aaret efter udkom „Smuglerens Søn“ af Carit Etlar.
Han har selv under Titlen „En Daab paa Ahlheden“[1] fortalt om,
hvorledes det gik til, at han valgte sig dette Forfatternavn. En Sommer, da
den unge Digter var paa Fodtur i Jylland, traf han som saa ofte før sammen
med en Flok Tatere, denne Gang i Deibjerg Mose, og slog sig ned hos
dem. Taterne hilste ham som deres gode Ven og Bekjendt og gav ham
Navnet Carl Emtaris, fordi han plejede at underholde dem med sine
Fortællinger, og Carl Emtaris skal i Tatersproget betyde, det samme som Carl
Fortæller. Brosbøll forandrede nogle Bogstaver og tilføjede et Par andre,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
