Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Se, nu er Vindene milde;
Vaaren har aandet paa Luften,
Luften har kysset hvert Blad og hver Blomst,
som staar langs den rislende Kilde.
Elskede, føler Du Duften
her ved den svale Sø!
Livet har sikkerlig Vinter og Kulde,
men Livet kan aldrig dø.
– – – – – – – – – – – – – – –
Ind imod Ophavets Rige!
lad da kun Døden os favne
midtvejs; hvad har vel den skinsyge Død
over Vaaren og Elskov at sige?
Lyt! Du vil høre to Navne
hviskes ved denne Kyst.
Det er vor evige Elskov, som aander
evig i Bølgernes Røst.“
„– – –
Det er, saa tilpas, et Decennium siden –
da røg det og brændte paa alle Kanter.
Du var en Helgen endnu af Faget,
jeg var kun med blandt de unge „Fanter“;
vi saa dig som Konge, Profet, Minister,
som Gud ved hvad, paa din Dovrestol; –
da aabned jeg Rækken paa min Reol
med de „Engelske Socialister“.
De futtede af, og man raabte „Sluk!“
Ved Sprøjten stod dine gamle Venner,
et Mandskab, som stedse med samme Fynd
mod Alt hvad der brænder sin Slange betjener.
De fik dog ej slukt mig saa helt endda,
der maatte min egen Svaghed til Sprøjten;
da lo de først ret, da jeg „sakkede a’“
i Længden saavel som i Drøjden.
Men nu er jeg atter, hvad jeg var først;
og Feberkosten, jeg tæred saa længe,
har givet min Sjæl en naturlig Tørst
efter atter at stemme de gamle Strenge.
Decenniet svandt. Ved Grænsen vi staar:
Maaske vil det næste – det nye – skue,
hvad ind jeg har varslet i Ungdommens Aar,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
